lørdag den 18. februar 2017

Uge 7: Bjørn Fjæstad - Du kender intet til mig

Ugens album - uge 7



Bjørn Fjæstad: Du kender intet til mig
Freelas/Fjæstad 2016

Visse plader tager tid at blive lukket ind i. Man skal gøre sig fortjent til dem. Når det så lykkes, er det til gengæld en nærmest livsbekræftende oplevelse - at det, man ikke forstod så meget af for få uger siden, pludselig virker som ren logik. Når forståelsen af musikken går fra et teoretisk til et instinktivt niveau. Det er næsten som at forstå et nyt sprog.

Sådan en skive er Bjørn Fjæstads solodebut for mig. Men jeg er også et dovent vanedyr. Det bliver man let, når huset er fyldt med rumsterende unger og evige afbrydelser. Det er svært at fordybe sig, sådan for alvor. Jeg har ikke magtet at læse en hel bog i årevis. Når det gælder musik, vælger jeg som oftest det, der virker. Det, jeg kender. Jeg ved, at David Bowie var et geni, og en dag skal jeg dybere ned end hans FM-venlige hits. Jeg var tæt på med Lazarus, men titelnummeret fra Blackstar krævede for meget. Til gengæld er det nemmere at købe en ny plade med James Taylor - det er bare at sætte den på og suge ind.

Jeg havde købt billetter til en koncert med Bjørn Fjæstad på KulisseLageret i Horsens, så jeg var tvunget til at forberede mig. Jeg ville vide, hvad der var i vente. Da han er en af de få kunstnere, som åbenbart har lyst Spotify i band, bestilte jeg pladen hjem på vinyl tre uger før koncerten. Jeg havde købt koncertbilletterne til min kone af flere årsager. Dels er Bjørn Fjæstad et af vores relativt få fælles referencepunkter indenfor musikken, og dels havde vi været på vores første date for 15 år siden på netop KulisseLageret til Baal. Så det virkede som en ret indlysende fødselsdagsgave at give hende to billetter til Fjæstad, når han nu kom til byen på selv samme musiksted. Så kunne jeg jo bare krydse fingre for, at hun ville have mig med.

Jeg kunne sagtens høre, at det var interessant og godt lavet, da jeg lyttede på pladen de første gange. Men den fængede ikke sådan for alvor. Efter koncerten i går, hvor Bjørn Fjæstad og hans medkompetanter, Morten Lundsgaard på guitar og lap steel og René Damsbæk på trompet, bas og elektronikremedier, spillede samfulde numre fra albummet, skete en ret markant ændring. Den åbnede sig. Pludselig gav det hele mening.

Åbningsnummeret "To cirkler" blev efter Bjørn Fjæstads eget udsagn til, da han efter årtiers dovenskab omsider havde lært sig selv nogle akkorder på en guitar. Omkvædet "For vi driver helt ind i os selv, Som to cirkler på chance og held, ensomme to under regnvåde skyer" bliver et mantra, når Bjørn synger det. Det er virkelig fin lyrik, fordi den er så åben for fortolkning. Måske er det en sang om den evigt truende ensomhed i tosomheden - eller måske er den bare et billede på følelsen, når vi mennesker vokser fra hinanden. Den stemning minder mig om Ulf Lundells "Vi blir äldre", hvor svenskeren konstaterer "Vi blir äldre, vi blir hårda, förvirrade, uppslukade av oss själva, glömska och rädda ser vi oss omkring. Vuxna, förfärade. Trötta vill vi vila, där ingen vila finns".

Sangene på "Du kender intet til mig" er knap så definitive og afvisende, som titlen antyder. Det er en samling stemninger, der leveres på et fundament af granit med små sprækker ind til en skælvende sårbarhed. Som i de fire sætninger, der udgør afslutningen på den første side - og første sæt i koncerten: "Du kom forbi. På den allersidste dag. Du strøg min kind. For allersidste gang." Han undskyldte, at det jo ikke var nogen egentlig sang, men der var bare aldrig kommet flere linjer. Men når disse fire linjer tilføres René Damsbæks elektronik og flygelhorn, er der ikke brug for et eneste ord mere. Det bliver netop en stemning, som alle kan bruge og føle. Det blev pludselig en genfortælling af mine sidste øjeblikke med min egen mor og far. Så fint og bevægende.

Bjørn Fjæstad kunne formentlig synge op af Jysk Fagbog årgang 1987 og stadig få det til at lyde vedkommende og interessant. Hans teknik er imponerende, og selve grundtonen er så fyldt med karisma, at den kan skæres i skiver. Fra det hviskende til det vrælende. Det er netop spillet mellem de to yderpunkter, der gør ham til så interessant en sanger og fortolker. Her synger han sine egne ord - på dansk - og det giver det hele et ekstra lag. Han har noget på hjerte.

Jeg ved ikke, om albummet er Bjørn Fjæstads "Blood on the tracks", men pladen emmer af opbrud og selvransagelse. Fra førnævnte "To cirkler" over titelnummeret, der blandt siger "Du kender intet til mig, baby, men i dine hænder er jeg ler" til "Jeg er fri", der kontant proklamerer "om du forstår det, ved jeg ikke noget om, men jeg ønsker os det bedste hver for sig."

Fjæstad har lagt ansvaret for musikken i hænderne på multiinstrumentalisterne René Damsbak og Søren Bigum. Førstnævntes elektroniske univers klæder sangene, og både sfærisk trompet, kontant bas og Bigums drømmende lap steel giver de små lyriske billeder nogle umanerligt smukke rammer.

Koncerten bød på smagsprøver på, hvor samarbejdet Fjæstad/Damsbak er på vej hen. En fordanskning af Fläskkvartetten og Freddie Wadlings "Walk" lød yderst lovende for et eventuelt kommende album. Jeg glæder mig.




  


søndag den 12. februar 2017

Uge 6: Lasse & Mathilde - Lasse & Mathilde

Ugens album - uge 6



Lasse & Mathilde: Lasse & Mathilde
CBS 1977

Jeg besøgte Stuk Ranch i 2013. Det lyder som en lokalitet i USA med kvæg og skråtyggende cowboys, men det er såmænd bare et tidligere pladestudie på bøhlandet ved Nibe, etableret omkring 1976 af musikentreprenøren og dansktopsangeren "Country Palle" Juul. Det var hos Palle, at bl.a. Niels Hausgaard, De Gyldne Løver, Fisker Thomas, Lars Lilholts Kræn Bysted, Poul Krebs og Lasse & Mathilde indspillede de første plader. Først i Palles Quali Sound Studio lidt længere nede ad vejen ved Sønderholm, og siden i Stuk Ranch.

I 2013 havde Stuk Ranch ikke fungeret som studie i mere end 20 år. Pinsemissionen havde ejet det i 90'erne og brugte den gamle landejendom til at afruse narkomaner. Der hang efter sigende stadig klistermærker med "Vær sej - sig nej", da Aalborgmusikeren Jens Varmløse genetablerede studiet omkring 2012.

Jeg havde i årevis tænkt over, hvad der var blevet af Stuk Ranch. For stedet var lidt af et Mekka i min musikalske opdragelse. Jeg voksede op med musikken fra Palle Juuls studier og en del af de anekdoter, der hang ved stedet. Min far var musikjournalist, og pladesamlingen var spækket med De Gyldne Løver, Fisker Thomas, Niels Hausgaard og Lasse & Mathilde. Så det havde været en kærkommen overspringshandling at søge på Stuk Ranch på nettet for at se, hvad der var blevet af det. Under arbejdet med min journalist-bachelor, der kom til at handle om miljøet omkring studiet, fandt jeg pludselig ud af, at det skam eksisterede i en eller anden form endnu. Så jeg lavede en aftale med den flinke Jens Varmløse om at komme op og se det.

Det var næsten som at betræde en helligdom at se lokalet, hvor så meget af mit livs soundtrack var indspillet. For det var lige her, at Lasse & Mathilde indspillede deres første, regulære album sammen. De havde et par år tidligere lavet "Pigesind" med tekster af Tove Ditlevsen og musik af Lasse Helner. Det var i København, og det var under Peter Abrahamsen og Exlibris finkulturelle vinger. Exlibris var Gyldendals pladeselskab. Så det var noget af et skifte at havne i hænderne på hitmageren Poul Bruun, CBS og Stuk Ranch ude på landet, hvor der lugtede slemt at gylle. Palle Juul havde indrettet en gammel kostald til kantine og bar for musikerne, og der lugtede stadig umiskendeligt af ko, når luftfugtighed eller solvarme trak stanken ud af fugerne. Men studiet fejlede ikke noget. Her var både 24-spors mikserpult og Studerbåndmaskine som i de store studier i København. Palle var en ambitiøs mand, der få år tidligere havde afsluttet et samarbejde om studiet med sin bror med ordene "hvis du ikke er rede til at låne penge, bliver du ikke en stor mand", hvortil broderen, Poul Henning svarede "nej, men til gengæld sover jeg godt om natten".

Studiet var dog ikke helt uden fejl og mangler. Hvis musikerne dristede sig til at indspille om natten, skulle de stoppe før fem, når naboens malkemaskine gik i gang. Strømforbruget fik båndmaskinen til at gå ned i hastighed. Og det kneb også med monitorerne i mikserrummet - hvis det lød helt fantastisk, lød det næsten altid fuldstændig forkert, når man skulle i gang med masteringen i et andet studie. Men studiets største styrke var placeringen. Her ude på landet var der ikke så mange distraktioner. Når man først var igang med at lave musik, var det musikken, det handlede om. Det var også den detalje, der fik et københavnsk pladeselskab til at sende Stig Møller og Kim Larsen derop, da Lune Larsen skulle producere den flagrende Stigs soloalbum. Kim Larsen gik efter sigende snart i sort, da der var flere kilometer til den nærmeste kro og ligeså langt til den nærmeste pakke smøger. Da han en morgen ville i bad, stod med sæbe i øjnene og ikke kunne forstå, hvor det varme vand blev af, fandt han ud af, at der var kommet møntindkast på det varme vand. Palle syntes, at musikerne brugte lidt rigeligt tid under bruseren. Kim tog hjem til København.

Men det var først i vinteren 77/78. I foråret havde Lasse & Mathilde fundet derop. Den 29-årige Lasse og den 20-årige "Violinpigen Mette", der havde taget kunstnernavnet Mathilde, var officielt blevet kærester kort tid før. Lasse var den erfarne pigtrådsmusiker og komponist, der både havde komponeret musik til "Pigesind" og havde opnået status i 60'ernes Baronets og 1973-projektet Moondust. Sidstnævnte med journalisten Jørn Mader. Han havde forsøgt det småborgerlige forstadsliv i Farum med kone, søn og datter, men i 1977  havde han og Mathilde slået sig ned på Fyn, hvor de begge oprindelig kom fra, og sønnen Rasmus var kommet med. Mathilde var heller ikke et ubeskrevet blad; "Pigesind" var blevet en enorm succes, og det var året forinden, at Tom Waits udgav sin hyldest til "Lange Lone" i klassikeren "Tom Traubert's Blues (four sheets to the wind in Copenhagen)". Tilnavnet "Lange Lone" havde hun fået efter sin optræden i Kim Larsens "Østre Gasværk" med teksten om Lange Lone, der spiller violin. Omkvædet "det er en kold tid" blev sågar reciteret af statsminister Anker Jørgensen i nytårstalen, 1. januar 1977.

Der har været amoriner i luften og smag for livet, da en ung Poul Bruun satte sig bag knapperne i mikserrummet og sange og ideer skulle omformes til en plade med 13 numre. Udgangspunktet var folkemusikken, der var blevet en eftertragtet genre i 1970'erne. I kølvandet på medlemsskabet af EF var der en trang til at søge tilbage til det originale og nationale - som modvægt til den tiltagende internationalisering og harmonisering. Men Lasse og Mathilde lod sig ikke spænde for nogen politisk vogn som mange andre folkemusikere; der var ingen politiske paroler blandt sangene, som for godt halvdelens vedkommende var med tekst af Torben Eschen og musik af Lasse Helner. Der var også plads til en enkelt ballade med tekst af Jan Toftlund og en kærlighedssang med tekst af revyforfatteren Carl Viggo Meincke (der også skrev tekster til klassikere som "Hvorfor er lykken så lunefuld" og "Når lygterne tændes") og musik af Mathilde.

Det er et lille, kompetent ensemble, der giver sangene liv. Uno Tschicaja på trommer, Pierre Dørge på bas og Ole Fick på guitar. Men musikere fra Fynsk Harmoniforvirring skaber en helt speciel sound på "Guldtorsken" og ikke mindst "Alle mine venner". Lasse havde hørt Ove Bager og de andre folkemusikere på havnen i Lundeborg, og han var faldet for deres skævheder og autencitet. Han havde allerede præsenteret Ove Bager og hans "Lundeborg hymnen" for Poul Bruun, der siden skulle brande Lundeborg som stedet, man tager hen, hvis man er trist og har sorg i sinde.

Violinerne, vaskebrættet, harmonikaen, mandskoret og Ove Bagers "tingeltangel", som det står anført på coveret, giver "Alle mine venner" en helt særlig stemning. Jeg ved ikke, om der er en hardangerfele med, men det lyder sådan. Det lyder som resonansstrenge, når violinerne væver sig ind og ud af hinanden, mens vaskebrættet raspes energisk og det lille bækken bankes med eftertryk. Det er en sang, jeg voksede op med, og mine egne unger er ligeså vilde med den, som jeg var og er. Da jeg var barn, grinte jeg af teksten om mor, der kaster med duelort og Børge, der har blodtud, fordi han siger, jeg tror på Gud. Det er billedet af en barndom i en københavnsk baggård, jeg ser for mit indre blik. I dag griner mine børn af den tekst og kan den udenad, mens en eller anden melankolsk nål presser sig ind i mine indvolde, når de violiner synger i baggrunden. Specielt i mellemspillet kommer vandet til at stå lidt højt i øjenkrogen. Hver gang. Jeg aner ikke, hvad det er. Men efter sigende havde/har Poul Bruun et godt øre for det, der giver gåsehud eller prikker til indvoldene. Det er lykkedes umanerlig godt på lige netop det nummer.

Jeg har altid været af den opfattelse, at Lasse er en af landets mest interessante sangstemmer. Den er umådelig stærk og troværdig på ballader, og den er medrivende, når han sætter ekstra kraft bag ordene, som eksempelvis på længselsfulde "Intercity blues". Men den iklædes ekstra fine gevandter, når den indrammes af Mathildes lyse andenstemme og violinspil. Gud, for et partnerskab. Vi har sikkert meget at takke Peter Abrahamsen for, men at han førte Lasse og Mathilde sammen i 1975 må dog være noget af det vigtigste, han har bedrevet.

Lasse & Mathilde havde 40 års jubilæum i 2015. Lasse Helner kan fejre 60 år på scenen i 2019. I denne måned fylder han 70. Der er fødselsdagskoncert den 18. februar på Dexter i Odense.




   








 

lørdag den 4. februar 2017

Uge 5: Townes Van Zandt - Flyin' Shoes

Ugens album - uge 5



Townes Van Zandt: Flyin' Shoes
Tomato 1978 / Fat Possum Records 2007

Børnene er kommet i seng, og stilheden har indfundet sig. Hvad er vel bedre selskab for en græsenkemand end Townes Van Zandts "Flyin' Shoes"? Intens, tilbagelænet og usigelig smuk på sine steder.

Jeg blev introduceret til Townes af Steve Earle. Det var i 1997, Steve Earle & The Dukes gæstede Pumpehuset i København. Steve Earle spillede det meste af sit nye album, El Corazon, der også rummer hyldestsangen til Townes, Ft. Worth Blues. Townes var Steve Earles læremester og ven. Earle fortalte om at turnere i Europa i månederne efter Townes død i januar 1997. Han optrådte mange af de steder, hvor Townes næsten lige havde været, og flere steder hang der stadig plakater for vennen Townes. Det blev til linjerne "and every place I travel through I find, some kinda sign, that you've been through."

Nogle koncertgængere ville danse, men efter et par takter stoppede Earle. "Not on this one. Guys - Don't." De danseglade dukkede nakken og lyttede i stedet. Til den smukkeste hyldestsang til Townes, man overhovedet kan tænke sig. Dybtfølt og aldeles usentimental.

Da jeg først begyndte at dykke ned i Townes' sange og historie, forstod jeg, hvor præcis Steve Earles sang er. Townes kom fra Fort Worth, og han var søn af en temmelig velhavende familie. Han så Elvis på tv i oktober 1956, og han kunne se, at lidt sang og guitarklimteri kunne skaffe både biler og damer. Så han ønskede sig en guitar og fik en af sin far i julegave samme år. Townes var 12 år gammel.

Hans far var advokat, og det var også meningen, at Townes skulle læse jura. Han havde et højt IQ, men han kæmpede med sit maniodepressive sind. Så han flygtede ind i musikken. Begyndte at spille på et musiksted i Houston i midten af 1960'erne, hvor han bl.a. mødte Doc Watson og Guy Clark. Tog guitaren på ryggen og rejste USA tyndt. Boede under kummerlige forhold og udviklede med tiden et alkohol- og stofmisbrug.

Pladen her er fra 1978 og dermed et stykke tid efter perioden 1968-1973, hvor Townes spyttede en del sange og plader ud. Året forinden, i 1977, havde Emmylou Harris gjort Townes' "Pancho & Lefty" til et giganthit.

"Flyin' Shoes" er produceret af Chips Moman, der ni år tidligere - i Memphis - producerede Elvis' måske bedste album, "From Elvis in Memphis". I begyndelsen af 70'erne rejste Moman til Nashville, hvor han producerede en del countryproduktioner. Han medbragte nogle sessionmusikere fra tiden i Memphis, blandt andet legendariske Tommy Cogbill fra Memphis Boys, der også spiller bas på Townes' album. Selvom albummet overordnet set er en smule rodet med en enkelt liveoptagelse, et enkelt covernummer (Bo Didleys "Who Do You Love") og ret forskellige tilgange til materialet, hænger det alligevel usædvanligt godt sammen. Vi får den typiske singersongwriter-tilgang på en del af sangene, hvor lidt pedalsteel, Spooner Oldhams klaver og Randy Scruggs' mandolin udgør rygraden, og vi får storladen elguitar med overdrive på Dollar Bill Blues. Sidstnævnte er et godt eksempel på Chips Momans markante evner som producer - godt tænkt og formidabelt udført.

Hvad er det så, der gør Townes til en særlig sangskriver? Hvorfor har Steve Earle proklameret, at Townes er den bedste sangskriver, der har levet - så Earle efter eget udsagn gerne skulle stå i sine støvler på Dylans kaffebord og sige det? Lyt til åbningsnummeret, Loretta, og find en del af svaret. Der er så mange fine detaljer, som kun antydes. Den handler egentlig bare om hende den unge kvinde bag baren, som den rejsende musiker hele tiden render ind i. Men vi får at vide, at hun altid er 22, så hun er nok mere en fantasi end et egentligt bekendtskab for den rastløse Townes, der aldrig nogensinde ville magte at slå sig ned nogen steder. Derfor er linjerne "Keep your dancin' slippers on, I'm comin' home, I'm comin' home" ganske sigende. Som Steve Earle, henvendt til Townes, sang i Ft. Worth Blues: "You used to say the highway was your home, but we both know that ain't true, it's just the only place a man can go, when he don't know, where he's travelin' to".

Townes havde en utrolig bevægende hudløshed i sine sange. Måske holdt sangskriveriet depressionen og sammenbruddet lidt på afstand. Men nogle gange måtte han også væk. Townes var kendt for at finde en hest og tage op i bjergene og ride rundt. Så forsvandt han i nogle uger eller måneder, og det var kun muligt fordi han kunne hente lidt økonomisk støtte hos sin rige familie. Det smilede hans sangskriverkolleger i Nashville lidt af, men det var også lidt betagende med denne ensomme sjæl, der red rundt i bjergene og skrev så stor poesi. Hvordan finder man f.eks. på disse linjer:

"Spring only sighed, Summer had to be satisfied, Fall is a feeling that I just can't lose, I'd like to stay, Maybe watch a winter day, Turn the green water, To white and blue, Flyin' shoes, Flyin' shoes, Till I be tyin' on, My flyin' shoes."

Der er skrevet mange sange om udlængsel. Men ikke noget helt som Townes' "Flyin shoes". De flyvende sko kan måske lyde som noget, der er undfanget i en psykedelisk rus, men poesien er alt andet end psykedelisk. Den er langt mere klassisk i sit udtryk. Langt mere elegant og tidløs.

Townes døde nytårsdag 1997- vist på grund af et lårbensbrud og de mange års alkohol- og stofmisbrug. Han blev 52.




  


fredag den 27. januar 2017

Uge 4: Demis Roussos - Man of the world

Ugens album - uge 4



Demis Roussos: Man of the world
Phonogram 1980

Det er slet ikke skidt at blive ældre. Jeg kan stå ved mine følelser og min smag, fordi omgivelserne i højere grad accepterer, at ældre mænd er lidt mærkelige, og fordi jeg bliver en smule mere ligeglad med, hvad andre måtte mene om den sag. Så jeg vover at lovprise dette album med den store græker - vel vidende, at visse selvbestaltede feinschmeckere vil anklage mig for dårlig eller ligefrem manglende smag.

Demis Roussos har beklageligvis fået et prædikat blandt visse musikforbrugere, der matcher lunken Retsina og græske guder i plastkeramik.

Det er ærgerligt, og det vidner også om en ret fordomsfuld tilgang til musik. Der er ingen tvivl om, at der er solgt mange kasettebånd med Demis Roussos fra tankstationer og i tyske grænsebutikker. Der er heller ingen tvivl om, at hans spraglede påklædning og høje stemme kan opfattes som symbol på alt det værste ved 1970'erne. "Det syngende telt" eller "King of the kaftan" var blandt hans øgenavne. Men hvis man dykker lidt længere ned, vil man opdage, at han før popmusikken lavede progressiv rock i det græske band Aphrodite's Child. Hvis man er til Pink Floyd og andet progressiv rock fra sluttresserne og starthalvfjerdserne, skylder man sig selv at tage et lyt eller to på det græske band. Deres andet album blev indspillet i Trident-studierne i London. Det sidste, "666", bliver ofte omtalt som rockmusikkens første regulære konceptalbum. Albummet er baseret på Johannes' åbenbaring. Tjek videoen nedenfor.

Jeg er egentlig ikke nogen udpræget Demis-fan, men han optog mig en del, da "Man of the world" dukkede op. Den store græker med den lyse stemme. Min far var musikanmelder, og jeg var meget optaget af anekdoten om Demis, da han optrådte i Idrættens Hus i Vejle. Min far var til pressekonference med grækeren  i de flagrende gevandter i penthousesuiten på det daværende Hotel Australia. Da jeg voksede op var Hotel Australia lukket, og bevidstheden om, at en græsk verdensstjerne havde holdt hof på øverste etage var svært fascinerende.

Siden kom historien om flykapringen i 1985, hvor Demis blev holdt som gidsel af Hizbollah i fem dage - hans egen 39-års fødselsdag inkluderet.  

"Man of the world" har en særlig plads i mit hjerte. Det er en yderst kompetent popproduktion, produceret af den australske producer David Mackay, der tidligere blandt andet havde produceret Cliff Richard, Bonnie Tyler og Cilla Black. Men det virkelig interessante er holdet på indspilningerne. Guitarerne håndteres af James Burton, der tre år tidligere havde været fast og loyal mand i Elvis Presleys TCB-band, og Tim Renwick, der syv år senere turnerede med Pink Floyd. Jenifer Warnes dukker op på kor på flere numre, og Barry Mann spiller klaver på afslutningsballaden "We're Over". På "Sorry" spiller Francis Rossi alle instrumenter, mens trommerne på hele pladen spilles af Stuart Elliott, der blandt andet har Kate Bush, Paul McCartney og Alan Parsons Projekt på cv'et.

Og så er der ikke rigtig nogen dårlige sange på det album. Det er godt pop-håndværk med alle de velkendte og afprøvede virkemidler. Titelnummeret stikker ud med sin charmerende genreforvirring. Her er både westernsoundtrack, reggae og græsk folkedans. Guitarsignaturen lyder godt nok umiskendeligt af James Burton, men ifølge oplysningerne på coveret skulle det være Tim Renwick, der spiller soloen på det nummer. Det er Jennifer Warnes og James Burton, man hører på "Little Girl", som stadig er en fængende popsang her små 37 år senere. Se/hør video længere nede.

Titelnummeret er en pompøs fortolkning af en Fleetwood Mac-bluesballade fra 1969. Det er ikke til at sige, om sangskriveren Peter Green elskede eller hadede Demis Roussos version, men hele konceptet omkring sangen passede fortrinligt til Demis' forsøg på det amerikanske marked. Han havde så rigeligt indtaget Europa. Han havde solgt 30 millioner plader i 70'erne, og han havde sin egen jet og et landsted i Frankrig. Han spenderede vist mellem en halv og en hel million dollar på at overbevise amerikanerne om sine kvaliteter - bl.a. med billboards på Sunset Boulevard i LA - men det lykkedes desværre ikke.

Demis Roussos døde for et par år siden i en alder af 68.








fredag den 20. januar 2017

Uge 3: Tue West - Der er ingen der venter på os

Ugens album - uge 3



Tue West: Der er ingen der venter på os
Target 2016

Jeg husker øjeblikke fra sommeren 2004. Min kæreste (der senere skulle blive min kone) og jeg havde købt hus sammen. Vi havde kun været kærester i halvandet år, men vi vidste, det ville holde. Vi ville skabe vores egen familie. I et hus med plads til børn.

Der var ingen børn endnu, og vi var et smut på Smuk Fest i Skanderborg en enkelt dag i højt solskin. Jeg havde fået tiltusket mig et par gratis dagbilletter. Jeg husker ikke, hvad vi hørte på festivalen, men jeg kan huske, vi hørte Tue West i radioen, da vi kørte hjem til tapetruller, maling og Polyfilla. Han havde udsendt sit debutalbum i oktober året før, og sommeren 2004 vil jeg for altid forbinde med hittet "En sang om kærlighed". Der var en sorgløshed over det nummer og den tid. Det er fantastisk at få børn, men det er også betagende at tænke tilbage på tiden før. Den man var, og det man drømte om.

Der er en god håndfuld plader og en god håndfuld sange, jeg forbinder med særlige perioder i mit liv. Fordi jeg hørte dem meget på det givne tidspunkt, og fordi de samtidig på en eller anden måde indkapsler de tanker og den stemning, jeg var i. Når jeg hører dem igen, er jeg tilbage. "Kaos" af Bo Kaspers Orkester og Bob Dylans "Love and Theft" får mig altid til at tænke på 11. september 2001 og de følelser, der gennemsyrede tiden efter.

Jeg er ret sikker på, at Tue Wests "Der er ingen der venter på os" for altid vil minde mig om vinteren '16-'17.

Januar har altid været årets værste måned for mig,. Pengene er små, vejret er ofte forfærdeligt, og der er langt til forår. Februar har trods alt kun 28 dage. Men noget er alligevel anderledes i år. Jeg er bekymret for fremtiden, og jeg fyldes af desillusion. Jeg orker næsten ikke at læse aviser mere eller tage stilling. Jeg har lyst til at melde mig ud. Måske hører det bare med til at blive ældre, eller måske er det et sammensurium af den unævnelige i Washington, klimaets elendige forfatning, verdensøkonomien, der hele tiden synes at bevæge sig mod afgrunden og de religiøse fantaster, der hugger hovedet af folk og indrullerer børn til bestialske dødspatruljer.

Så hvad stiller man op som familiefar i det kolde nord? Jeg har rigeligt døje med at få enderne til at mødes, så vi med tiden forhåbentlig kan få det nye tag, vores hus trænger til. Jeg har tre børn, jeg gerne vil skærme mod alt dette vanvid. Men jeg føler mig aldeles magtesløs. Da jeg var ung, var jeg engageret i politik. Jeg troede på, at engagement gjorde en forskel. Jeg troede i hvert fald, at engagement kunne dulme frygten og magtesløsheden. I dag ville det virke modsat: Politisk engagement ville puste til magtesløsheden. Jeg ville på nærmeste hold blive mindet om, hvor bundrådne og ligegyldige de evindelige gentagelser i det politiske system er.

Jeg mistede min mor i foråret, og dermed er begge mine forældre væk. Det siges, at man først er rigtig voksen, når mor og far er væk, og det er måske bare sådan, det føles. En underlig tomhed at miste den sidste sikre livline til barndommens land. Selvom forældre kan være frygtelig irriterende, og selvom min mor på det sidste mest havde sin sygdom og hjemmeplejens sjusk i hovedet, savner jeg dog svært at kunne drikke en kop kaffe med det eneste menneske, der har kendt mig, før jeg kom til at kende mig selv.

Tue Wests album er udsendt i marts sidste år, men det skulle tage mig et lille år at snuble over det på Spotify. Det var ret hurtigt klart, at det var en af de musikalske oplevelser, der hørte hjemme i min vinylsamling.

For albummet rummer den samme blanding af resignation og stedvis tristesse, der har ramt mig ved årsskiftet. Tue West har skrevet sangene efter at hans hjem er blevet splittet op i to, som han selv har udtrykt det. Men det er ikke nogen skilsmisseplade. Ingen "Blood on the Tracks" eller "Den Vassa Eggen" her. Ingen bitter "Idiot Wind" eller overkåd "En fri man i stan". Snarere nogle glimtvise følelser, som man kan tage til sig og bruge, som det behager. Ingen weltschmerz - snarere en accept af et måske mere tungt livssyn iblandet en smule ukueligt håb om, at det hele nok ordner sig.

Tue West har ramt en lyrisk åre, der er helt hans egen. Lyrikken er både kortfattet og stedvis ordrige. Med små skævheder hist og pist, der tjener som Tues eget personlige udtryk. Versefødderne passer ikke alle steder hundrede procent, hvilket faktisk gøre det hele langt mere interessant. Når han eksempelvis vælger ordet "helle" i stedet for "held" i "Lov mig", ved man, at han vægter indholdet i teksten højere end den rent rytmiske præcision. Det er iøvrigt i den sang, at han begår en af flere poetiske genistreger på det album. Hvordan kan man beskrive den modne kærlighed smukkere end med linjerne "Lov mig, at kedsomheden kommer igen. At vi ikke er et sjældent eksempel. Du er blot en sjælden ven."?

"Lov mig" trækker sved i øjnene - både på grund af den rammende poesi og den storladne produktion. Tue Wests stemmepragt var et hedt debatemne i medarbejderkantinen dengang i 2004 og er det formentlig stadigvæk. Jeg synes, den rummer en personlig og bevægende sårbarhed.

Det bevægende er der også meget af i titelnummeret. For mig er det en sang om at stå alene uden generationerne forud. Når forældre og bedsteforældre er borte. "De havde meget mere at lære os, men nej. Nu er det op til den forkælede generation, ik' for at skræmme nogen. Luften er tør, endelig er vi ude. Jeg ser mig selv og børnene i spejlet i en butiksrude og tænker der er ingen der venter. Der er ingen der venter på os."

Det er skønt med en trommeslager, der laver musik. For det giver en anden musikalitet, end når en pianist eller guitarist laver musik. Tue spiller også andre instrumenter - faktisk spiller han de fleste på produktionen, men i ånden er han fremdeles en trommeslager. Det høres tydeligst på titelnummeret, "Lov mig", "Et liv er en idé" og "Vi føler os aldrig rigtig hjemme". Trommerne er et instrument på linje med de øvrige - ikke blot en rytme i bunden. Men det er frem for alt en varieret og homogen produktion. Det hele hænger umådeligt godt sammen, og blæseinstrumenterne medvirker til en stor lyd på navnlig åbningsnummeret "Vi fik ikke nogen besked" og afslutningen "Vi føler os aldrig rigtig hjemme". Og så er det et ekstra plus i min bog, at blæserne får selskab af en banjo på åbningsnummeret - det instrument og dets rytmiske effekt er alt, alt for underkendt på den danske musikscene.

Egentlig minder produktionens stemninger mig lidt om Lars Winnerbäcks fremragende "Söndermarken" og "Vatten under broarna" fra 2003 og 2004. Det er skønt med en dansk produktion, der tør tage mere udgangspunkt i skandinavisk musiktradition, end det de laver i London og LA. Det lykkes tilmed at lave nogle fængende melodier undervejs, svøbt i en bevægende smuk og storladen produktion og tilført refræner med substans og noget på hjerte. Skønt. Tak, Tue.












  

lørdag den 14. januar 2017

Uge 2: Alex Campbell - Det er godt at se dig


Ugens album - uge 2



Alex Campbell: Det Er Godt At Se Dig
Stuk 1979

Min kone er ikke så glad for tolvstrengede guitarer og mundharmonikaer. Der er noget i lyden, der prikker til hendes tilløb til tinnitus. Det giver os et lille problem med musikken i hjemmet, fordi de to instrumenter jo af og til dukker op i folkgenren - en genre, der er en ret væsentlig del af min musikalske opvækst og opdragelse.

Jeg er bevidst om, at jeg primært bør lytte til Alex Campbell, når jeg er alene. Det er fint nok, for Alex er så meget en genklang af min opvækst, at det gør ondt i min blufærdighed, hvis nogen vrænger på næsen af det.

Min far var journalist og musikanmelder, og han faldt pladask for den folktradition, der opstod i Vendsyssel i begyndelsen af 1970'erne. Det var centreret omkring Palle Juuls studier, Quali Sound og senere Stuk Ranch på Sønderholm Hedevej ved Nibe, og festivalen i Skagen, der dengang hed Skagen Visefestival. Min far drog på festival og skrev en del om De Gyldne Løver, Jens Memphis, Fisker Thomas, Niels Hausgaard og de andre kunstnere, der færdedes i det miljø fra omkring 1973 til 1980.

Jeg hørte en del af den musik hjemme på mit fars afdragsindkøbte Beocenter 2002. Alex Campbells "Det er godt at se dig" var en af dem. Jeg tror egentlig altid, jeg er blevet bevæget af åbnings- og titelnummeret, Allan Taylors "It's good to see you". Klangen af den tolvstrengede guitar og Poul Martin Poulsens nuancerede bas giver anslaget til en enkel og usentimental sang om venskab. Det er ikke underligt, at Skagen Festival har annekteret titlen og bruger den som slogan år efter år. Den sang indkapsler, hvad en festival bør handle om: Fællesskab og gensyn.

Min far fortalte af og til anekdoter, hvor Alex indgik. Selvom jeg kun var omkring ti, kunne jeg godt forstå, at Alex var lidt af en legende i musikmiljøet omkring Skagen - og noget af et livsstykke. "Big Daddy" kaldte de ham også. Et år, hvor min far kunne kombinere sin årlige festivaludflugt med familieferie, så jeg for første og eneste gang Alex på en scene. Men han kunne ikke synge mere. Han havde fået konstateret strubekræft og havde i stedet fået tjansen som konferencier ved en koncert i auktionshallerne. Jeg vil gætte på, at jeg har været 11 eller 12, så det var nok i 1983 eller 1984. To til tre år senere døde han af tuberkulose - nøjagtig som begge hans søskende og forældre gjorde tilbage i 1930'ernes Glasgow.

Det gjorde et indtryk at se ham stå der. Han havde publikum i sin hule hånd, selvom stemmen næsten var helt væk. Han charmerede stadig alt og alle. Han var elsket, og scenen var hans hjem. Det var den stadig, selvom han ikke kunne synge mere.

Alex var arketypen på en folkemusiker af den gamle skole. Han havde fået en helt umulig start på tilværelsen, da både hans forældre og søskende døde af tuberkulose, og han selv røg på børnehjem. Et indfald fik ham siden til at studere på Sorbonne-universitetet i Paris, men da han løb tør for penge, begyndte han at spille skotske, irske og amerikanske folkesange på caféer og i gaderne. Der er sågar en anekdote, der postulerer, at han malede sig sort i hovedet og agerede blind, sort bluesmusiker i jagten på flere franc i hatten. Han rejste siden Europa tyndt med sin guitar, indspillede plader, hvor der var et pladeselskab og en check - og i 1960'erne blev det også til en fin liveplade fra Tivoli i København (findes på Spotify). Endelig fandt han i sidste halvdel af 1970'erne en sæsonhjemstavn i festivalerne i Tønder og Skagen. Han drak for meget, røg endnu mere og havde altid en sang eller en anekdote i ærmet.

I 1979 havde Palle Juul så en check klar til Alex, hvis han ville indspille et album på Stuk Ranch. Niels Hausgaard skulle producere, ligesom han på fornemste vis havde produceret Fisker Thomas' to første plader. Det var et fremragende match. Det musikalske univers, Hausgaard skabte omkring Fisker Thomas, er til dels genbrugt på Alex Campbells album. Det er en genklang af både skandinavisk, amerikansk, irsk og skotsk folkemusiktradition. Både den skærende metallyd af den tolvstrengede, øllet mandekor og resonanstonerne fra Erling Hansens hardangerfele er der plads til. Sangvalget går fra engelske oversættelser af sange, Hausgaard og Fisker Thomas havde indspillet, til Dylans "When I paint my masterpiece".

Albummet skulle efter sigende være Alex Campbells plade nummer 100 - men det er vist også en sandhed med ret mange modifikationer. Det gør jo ikke noget, at det er løgn - bare det er en god historie. Det var givetvis en god historie, at Alex skulle have dette pladejubilæum blandt sine venner i Skagen. Så skide være med om det var sådan helt sandt.

Alex Campbell personificerede eventyreren, da jeg voksede op. Vi har aldrig rejst meget i min familie, så det var noget betagende med denne skotte, der altid havde ladet tilfældet råde. Intet hus- eller billån - bare en guitar og en eventyrlyst. Rejsende i sang. Et betagende og hårdt liv.

Vi havde kun denne ene plade med Alex Campbell i hjemmet. Siden har websiden Discogs.com hjulpet mig til at udbygge samlingen, når trangen til at komme hjem overmander mig. Det er både blevet til en gammel skotsk skive fra 60'erne og en liveplade fra slutningen af 70'erne. Og så er det blevet til et par tysk producerede konceptplader, hvor han indspillede med andre folklegender som Derroll Adams, Hannes Wader og Ramblin' Jack Elliott under navnet Folk Friends omkring 1981. Det første album er med en autograf på forsiden: "Kirstine, this is the first copy to go to Denmark. I hope you like it. Love, Alex." Indeni lå et menukort fra et spisested i Hamborg, der hed Remter på Neue Rebenstrasse (der ifølge Googlemaps er erstattet af en parkeringsplads i dag). Her var også skrevet med knudret skrift, "Kirstine, all my love + best wishes, Alex Campbell". Måske i en brandert. Måske var han ved at blive syg. Måske følte han sig ensom dernede i Hamborg. Jeg er ret glad for den plade og de autografer. Gad vide, hvem Kirstine var - for hun lever vel næppe længere? Hun var nok ikke den eneste hjertenskær i hans liv.

"Det er godt at se dig" er lyden af Nordjylland for mig, og derfor var det en stor lykke, da jeg i begyndelsen af årtusindet investerede i en USB-grammofon og fik albummet lagt over på cd. Da jeg tog min mor, min kone og børn med på ferie i Tversted, havde jeg gjort cd'en klar i anlægget. En cd med en del af musikken fra Vendsyssel, jeg voksede op med. Hausgaard, De Gyldne Løver, Fisker Thomas, Jens Memphis. Da vi trillede ud af Limfjordstunnelen skiftede jeg fra radio til cd, og Alex Campbells tolvstrengede slog tonen an til den følgende uges ferie i mit barndomsland.

Det var omtrent ligeså perfekt, som jeg havde tænkt det hjemmefra.


fredag den 6. januar 2017

Uge 1: Elvis Presley - Today

Ugens album - uge 1



Elvis Presley: Today
RCA 1975

Min far var dedikeret Elvis-fan. Dedikeret i den forstand, at han tydeligvis opfattede Elvis som en form for sjælebror, han instinktivt forstod. Da den horsensianske virksomhed Hede Nielsen i 1958 trykte de første Elvis-singler til det danske marked, var min far 15 år. Teenagetiden blev tilført et ukendt og dragende temperament med Jailhouse Rock, Heartbreak Hotel og hvad der ellers fulgte. I 1960'erne passede Elvis bedre til min fars liv end boybandet Beatles. Og da Beatles blev psykedeliske og rejste til Indien, blev min far far for første gang. Min storebror kom i 1968, da Elvis havde sit comebackshow. "Jeg syntes, at Elvis forblev tro mod ungdommen, mens Beatles blev for højrøvede", plejede han at sige. Sandheden var nok snarere, at mens Beatles i deres sidste år knoklede på for at fastholde en position som eksperimenterende og progressive, fulgte Elvis bare naturligt med sin egen livsudvikling og sang, hvad der passede ham. Han blev i lighed med min far også lidt mere sentimental med alderen. Og da Elvis blev skilt og depressiv i 70'erne, passede det som fod i hose til min far, der mistede sin kone, min mor, til kræften i 1975. Don't cry daddy. Daddy please don't cry.

I min opvækst var Elvis nærmest en del af familien. En fjern slægtning, som man talte pænt om. Og når vi så ham i et jumpsuit, der strammede de forkerte steder eller hørte ham grine sig igennem sine største hits, gjorde det min far lidt fjern i blikket og en smule trist. Det var pillerne og depressionen, der havde gjort ham så usund at se på, og når han grinte sig igennem en sang, grinte han i virkeligheden af sig selv, lod han mig forstå.

Til min konfirmation ønskede jeg mig nogle af de Elvis-plader, min far ikke havde. Jeg skyndte mig hjem fra folkeskolen for at synge i luftmikrofon til "Aloha From Hawaii". Selvom det føltes som musik fra en fjern fortid, var showet kun omkring 13 år gammelt, da jeg som 14-årig rockede til det. Og Elvis havde kun været død i ni år.

Nu har han snart været død i 40 år. Om få år har han været død længere, end han levede. Han er stadig en fjern slægtning i min familie. Hans liv drager mig stadig i sin sære blanding af storhed og fiasko. Succes og tragedie. Popularitet og ensomhed.

"Today" er et klassisk 70'er album fra Elvis. Præget af bunker af forkerte beslutninger, elendigt management, musikalsk rutine og gode sange hid og did. Målt med nutidens tommestok virker projektet som en hån mod publikum. Et cover med et lettere ufokuseret billede af Elvis på en scene (hvorfor bruger man konsekvent livebilleder af Elvis til studiealbums i 1970'erne?), ELVIS gengivet som gult og orange logo og et "Today" tegnet som et neonskilt. Mere ligegyldigt coverdesign skal man lede længe efter - her to år efter Bowies Alladin Sane og Pink Floyds Dark Side of The Moon.

Hvis man vender coveret bliver det ikke meget bedre. ELVIS-logoet igen - denne gang i blå nuancer. Og så har man brugt næsten halvdelen af bagsiden på at reklamere for fire andre Elvis-udgivelser. Blandt andet det forfærdelige "Having Fun With Elvis on Stage", der er en masse dårlige jokes udsendt udelukkende med profit for øje.

Ingen credits til musikerne; kun credits til korsangerne, fordi de efter sigende havde så stærk en fagforening, at Elvis' manager, Tom Parker, var tvunget til at medtage deres navne. Ikke et ord om TCB Band, Ronnie Tutt, Glen Hardin, James Burton - eller andre fine musikere som Norbert Putnam, der medvirkede på indspilningerne i RCAs studio C i Hollywood.

"Today" er på mange måder en metervare. Elvis var i studiet 10., 11. og 12. marts, indspillede en bunke sange for at overholde kontraktlige forpligtelser med RCA, og så tog man ti mere eller mindre tilfældige af disse indspilninger og smed dem på en plade med er ligegyldigt cover, som man fik på markedet i begyndelsen af maj samme år. Det bærer ret meget præg af, at man kunne sende hvad som helst på gaden med ELVIS-logoet på forsiden. Det skulle nok sælge, så der kom penge i kassen. Hvad kritikerne mente, eller hvor Elvis' karriere bevægede sig hen, var bedøvende ligegyldigt.

Og alligevel lykkedes det Elvis og TCB-bandet at få nogle fine indspilninger i kassen. Don Reids "Susan When She Tried", Joe Morris' "Shake a Hand", Troy Seals' "Pieces of My Life" og Greg Gordons "Bringin' It Back" holder stadig - selvom produktionen er lige lovlig poleret på sine steder.  

Men jeg sætter stadig "Today" på grammofonen nu og da. Den er stadig et øjebliksbillede på 1975, og selvom jeg foretrækker at lytte til mange af de outtakes fra 1970'erne, der heldigvis sidenhen er blevet tilgængelige, har det også en værdi at høre, hvordan Elvis lød i 1970'erne. Den fjerne slægtning, der var min fars sjælesørger i den tomme lejlighed på Frejasgade, når jeg og min bror var kommet i seng og whiskyflasken fundet frem.