tirsdag den 28. marts 2017

Uge 12: Niels Skousen - Hvem er du som kommer imod mig

Jeg har mine drømme - også dem, der brast


Jeg kom engang for skade at kalde Niels Skousen for en dansk pendant til Leonard Cohen. Det var i 2012, jeg sad i uddannelseseksil på et værelse i Charlottenlund og var fuldstændig opslugt af de mange ord på Daddy Longleg og Lyt Til Din Coach. Jeg havde lige besøgt de susende birke i Ryvangen i såvel virkelighed som Skousens ord. Så jeg delte mine tanker på Facebook.

Sammenligningen fik en af mine bekendte, der er Leonard Cohen-fan, til at brokke sig, og den var måske også både utidig og meget lidt konstruktiv. For det går egentlig ikke an at sammenligne Leonard Cohen med nogen som helst. Eller Niels Skousen for den sags skyld.

Og så alligevel. Niels Skousen er i mine øjne den danske sangskriver, der kommer tættest på at give mig det, Leonard Cohen giver - og tilmed på det sprog, der er mit. Skousen er en åndsfælle, og hans betragtninger om livet i et snublende og usikkert årtusinde er altid umådelig vedkommende og stedvis bevægende. Skønt Skousen var ung i den forjættende og berygtede tid omkring 1968 og frem, hvor jeg end ikke var født, kommer der et punkt i alles liv, hvor man tvinges til at skelne mellem dengang og nu. Hvor man erfarer, at den man var, ikke længere er den, man er. Hvor man sammenligner de personlige forandringer med forandringerne i den verden, man lever i. Selvom forandringerne fra de håbefulde og åbne 60'ere til nutidens mistro, krisestemning og indesluttethed må synes gigantiske, kan jeg også se tilbage på mit liv og erkende, at der var engang, jeg sang en anden sang - som Niels Skousen synger i det historiske tilbageblik, "Blomsterne". Jeg kan nikke genkendende til ordene "Da vi vågnede, var gårdene væk - storken var fløjet og der var svin over det hele / og billetautomater, bilkøer, slut med al den snak om at dele / alle havde fået noget og så var det ligesom om historien var slut og klokken var slået / og socialisterne var til grin; der var bare noget, de ikke havde forstået / øst blev til vest og nu var fjenden væk / og pengetanken voksede og voksede til den sprang læk / nu hedder det så: Der var noget, vi ikke fik med / hvad det kan være er der ingen, der ved med sikkerhed / Sådan er det, det der var let er blevet svært / og mørket som var så fjernt engang føles nært / Sådan må det være, alt har sin tid / også skønheden fra dengang er forsvundet bid for bid."  

Det var været betagende at følge Niels Skousen, siden han i 2002 vendte tilbage som sanger og sangskriver efter mere end tyve års fravær. Tyve år, der for mig betød, at det var ham der fra "Landsbyen", som pludselig sang i radioen om en bagskid fra '68. Siden fandt jeg ud af, at han jo fremdeles er sangskriver og musiker. Han var bare kørt træt i musikbranchen. Hans selvbiografi, "Herfra hvor jeg står" fra 2011 er muligvis den bedste musikerbiografi, jeg kan mindes at have læst. Reflekterende, interessant, morsom, bevægende og indsigtsfuld - og tydeligvis uden skyggen af hensigt om at lave et skønmaleri af egne meritter. 

"Hvem er du som kommer imod mig" er det femte regulære album med nye sange siden comebacket i 2002. Selvom pladen kun rummer otte numre, er han umådelig generøs. Det er ikke refrænpop - her er iagttagelser, sprogblomster og tankefoder nok til ti albums for de fleste andre sangskrivere. Der er så meget gods i sangene, at de kunne risikere at give åndlig forstoppelse. Men det hele fordøjes så let som en popsang, fordi Skousen ikke indtager rollen som prædikant. Han er den lune betragter, der mestendels bare gengiver, hvad han ser. Som en landskabsmaler, der også lægger sine egne fortolkninger ind i penselstrøgene uden at gøre et større væsen af sig selv. Her er bare en stille undren - aldrig en facitliste på rigtigt og forkert. Tag bare denne passage, hvor nutidens ateistmode får et lille svirp: "Der er folk der har noget at tro på, de har deres religion / det er ikke det, vi tror på, vi tror det er en illusion / Vi tror på videnskabens faktakasser / vi tror at de andre er stakler og uvidende masser / det er ikke noget vi har helt present hvis vi sku forklare hele rammen / sådan den dybere mening og hvordan det hele hænger sammen / vi tror, der er en forskel på dig og mig  - og en kartoffel rösti / og at vi til sidst skal dø, men det er der ikke megen trøst i."

Niels Skousen har fået en uhyre væsentlig samarbejdspartner i Nikolaj Nørlund. Det er i det lydbillede, som de sammen skabte til "Dobbeltsyn" i 2002, at Skousens sange lever og ånder. Det er et lydbillede, der har reminiscenser af både Leonard Cohen (for nu at inddrage ham igen) og skandinavisk rock- og visetradition. Skousens bløde, mørke stemme er mikset helt frem i front på "Hvem er du som kommer imod mig" - Cohen-style. Det er en umådelig vellydende produktion med god variation - smagfuld uden at ende i en æstetisk forudsigelighed. Tag bare guitarsoloen på "Hvem er du", der er omtrent så skæv som poetens kvababbelser: "Alene med dig selv - stærk eller svag / alt hvad du har samlet sammen bli'r kørt bort en dag."

Min verden ville være en del fattigere uden Niels Skousens poesi. Som gammel socialdemokrat er det svært at manøvrere i nutidens krisestemning og terrortrusler. Jeg husker de glade 90'ere, da jeg som ung, politisk aktiv turde håbe, ligesom Skousen mindes slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne, hvor en del var mindre kompliceret end i dag. Hvad stiller vi op med flygtninge- og migrantstrømmene, og hvordan agerer jeg i en virkelighed, hvor humanisme sidestilles med landsforræderi, når endnu en galning kører en lastbil ind i en folkemængde eller sprænger sig selv i luften? I en sådan virkelighed "kan en dag føles så lang, at jeg mister modet" og "et øjeblik så kort, at jeg næsten taber hovedet", som Niels Skousen udtrykker det i "Fjende eller ven". For problematikken har allerede sprængt vores nationale selvforståelse i stumper og stykker. Det samme er efterhånden sket med den åndelige sammenhængskraft i befolkningen. Førhen kunne vi også være uenige - men der var alligevel været bred enighed om målet i horisonten. Jovist, der har altid været yderfløje, men i det store hele var "almindelige" mennesker nogenlunde enige om, hvor vi skulle hen. Der var bare lidt gemytlig uenighed om, hvordan vi bedst kom derhen. Den sammenhængskraft er truet af den nye virkelighed. Meningsudvekslinger på de sociale medier eller over middagsborde har splittet venskaber og familier. For der er jo de færreste, der bryder sig om at få deres menneskesyn eller empatiske evner beklikket. Ligesom de færreste bryder sig om at blive kaldt naiv eller landsforræder.  
Skousen slår atter hovedet på sømmet i sidste vers, hvor han synger "Jeg er oppe imod mig selv - plus alt det andet, jeg har slæbt med / ting som jeg havde forladt forlængst finder endelig sted / Jeg indrømmer det - jeg har brug for alle jer, der står mig nær / selvom det ser ud som om jeg løber og flygter fra jer hver især / Et øjeblik kan smelte os sammen, vi ser det vi længtes efter at se / de go'e gamle gyldne skyer - jeg havde næsten glemt at de var til / jeg ønsker mig ikke en drøm - en monsterplan for det hele / bare en simpel sang som vi kan dele."  

Niels Skousen er et livsbekræftende bekendtskab. Selvom 73 ikke nødvendigvis er nogen alder, er det alligevel imponerende at have så meget på hjerte - så meget at give. Han deler rundhåndet ud af sine drømme - også dem der brast.
   
Niels Skousen: Hvem er du som kommer imod mig

Auditorium 2016 (LP eller CD)








tirsdag den 21. marts 2017

Uge 11: Kenny White - Long list of priors

A canvas allergic to paint ...


Det er ikke så tit, at jeg opdager nye kunstnere, hvor jeg tænker "hvorfor i alverden har jeg ikke opdaget ham/hende før?". Det skyldes nok mest min dovenskab, for der findes uden tvivl en masse derude, der burde berige min pladesamling og gøre indhug i min tegnebog. Men når man har passeret de 40, er det ret udbredt at bilde sig selv ind, at man har hørt det hele før.

Der er bestemt også elementer i Kenny Whites album "Long list of priors", som jeg måske har hørt før. Hans stemme minder mig om en blanding af Marc Cohn og Cat Stevens, og pladens samling af fine sange kunne i princippet fint være en en plade fra en af de to herrer. Men Kenny White er Kenny White - en virkelig fin sangskriver, en personlig sanger og en fremragende tangentspiller. Både flygel og Hammond B3 håndteres, så man forstår, hvorfor han i en menneskealder har kunnet leve af at være sessionmusiker for andre kunstnere. Han har f.eks. bidraget som sangskriver eller musiker på plader med Marc Cohn, Shawn Colvin, Peter Wolf, Arnold McCuller og Neville Brothers.

Det befriende ved albummet har rod i Kenny Whites erfaring og kunnen: Her er ikke tale om endnu en følsom sangskriver, der fejliscenesættes af en producer eller skal have sine sange mishandlet af musikere fra studiets laveste liga. Her har vi derimod en ekstremt erfaren studiemusiker, der har samlet nogle af de bedste, han har arbejdet sammen med, såsom Shawn Pelton (måske den mest efterspurgte trommeslager i New York), jazzbassisten Marty Ballou, guitaristen Duke Levine (der blandt meget andet har arbejdet med Mary Chapin Carpenter), multiinstrumentalisten Larry Campbell og Levon Helms datter Amy Helm på kor. David Crosby kigger også lige ind og lægger sin guld-andenstemme på et par numre. Det samme gør Peter Wolf og Ada Dyer.

Albummet bevæger sig stilsikkert rundt mellem varierende udtryk. Der er er countryswing, Randy Newman-style, på "West L.A." med både trompet, tuba, clarinet og et New York City, der bliver til New York Cit.....y. Der er smukke og diskrete strygere arrangeret af Antoine Silverman på flere numre - blandt andet på den poetiske ballade "The other shore". Strygerne kommer aldrig i nærheden af sovs - tag bare soloviolinen, diskret bag Kennys sang og den smagfulde opbyging af strygere bag Kennys klaverspil på udvalgte steder. Der er sågar en flygelhornsolo undervejs - sublimt.

Efter strygerne er der op-tempo rock med hjælp fra Peter Wolf på "Glad-handed". Peter Wolf, der trods sine 70 år synger med en energi og kraft, mange 20-årige vil misunde ham. Han får jo nærmest Mick Jagger til at lyde som en gammel, træt mand.

Alle plader bør have en vals. Hjertets rytme. "4000 reasons to run" er en medrivende en af slagsen. Om kærligheden, der kan fylde så meget og være så skræmmende, at den giver 4000 grunde til at stikke af. 

Albummets diamant er den rystende og voldsomme "Charleston", om Charleston kirkemassakren i 2015, hvor ni uskyldige kirkegængere blev myrdet. Det er sangskrivning fra øverste hylde. Kenny White tager udgangspunkt i, at han netop har hørt The Staple Singers i radioen med "If you're ready (come go with me)", der en spirituel sang om fred mellem racerne med linjerne "no hatred / will be tolerated". Så kommer de forfærdelige nyheder om tragedien. Kenny White har fået soulsangerinden Ada Dyer til at synge med, så man tror, at Mavis Staples er med i studiet. "This peaceful house has lifted souls / by teaching how to rise above / now each and every bullet hole / shall be filled with grace and sealed with love". 

Kenny White viser sig som en virkelig fin og personlig sangskriver på "Long list of priors" . Han har skrevet samfulde 13 numre på albummet. 13 numre fra en en moden mand, der både kan studse over Che Guevara, der engang var hip og nu lever et stille liv i tilbudskasserne, og sukke over at have nået en alder, hvor alt er sagt og gjort, og hvor det kan være svært at finde "A road less traveled". Det er her, at han kommer med en af pladens mange sprogblomster: "I'm no beacon / I'm no saint / I'm a canvas allergic to paint / the light fades with every swing of the gavel / I'm just looking for a road less traveled".

Kenny White giver solokoncert i København den 31. marts klokken 19:30 i Metronomen på Frederiksberg. Der er stadig ledige billetter via dette link



   




      

søndag den 12. marts 2017

Uge 10: Ulf Lundell - Evangeline

22 sange fra en ædruelig, genfødt kristen


I midten af 90'erne lavede jeg lokalradio. Det var dengang, hvor lokalradioerne endnu ikke var begyndt at kappes om at lyde mest som The Voice. Dengang måtte studieværterne spille den musik, de kunne lide - og ikke hvad computeren fandt frem til var det rette for at ramme det segment, køberne af reklameblokkene ville have fat i. Jeg kunne godt lide at finde originalversioner af numre, der var blevet kendt i fortolkede versioner. Hvordan lød de oprindeligt? Hvordan var de tænkt?

Så da jeg stod i den lokale pladeforretning med et opsamlingalbum med Ulf Lundell, der hed Öppna Landskap, var min skæbne beseglet. Snart fandt jeg ud af, at netop den sang var ret atypisk for svenskerens øvrige produktion. Snart kunne jeg alle de store sange udenad, og Stackars Jack var god at recitere på min ensomme cykelferie i 1995, når jeg skulle forcere skomagerdrenge på de øde landeveje i Sydvestjylland: Stackars Jack / vad ska du göra med drömmen som sprack / Nu när röken och dimman har lagt sej / och dagen gryr / och ditt äventyr / aldrig nånsin vill komma igång. 

Den er stadig god at recitere, når jeg skal gennemføre noget slidsomt og nødvendigt.

Siden købte jeg stort set alt, hvad han havde udgivet. Også bøgerne. Det lykkedes mig at få debutromanen Jack på dansk i den lokale boghandel, hvor den havde overlevet bogudsalg og rodekassedeportationer siden oversættelsens udgivelsesår i 1985. Det var saftige sager. Hvis man kan tænke det, kan man også skrive det. 

Jeg fandt Evangeline i den legendariske pladeforretning Rillen i Grenå. Jeg kunne straks høre, at den var noget særligt i forhold til Lundells øvrige produktion.

Den er i lighed med mesterværket "Den Vassa Eggen" fra 1985 for hovedpartens vedkommende indspillet i Easy Sound i København. Studiets teknikere, Niels-Erik og Henrik Lund, er krediteret for at have stået for indspilningen, mens Lundell, Kjell Andersson og Lasse Lindblom er anført som producere. Det er lidt usædvanligt at anføre andet end produceren. Hvis man har haft nogle dygtige teknikere, er det mest anvendt blot at anføre dem som det, de er: Teknikere. Altså dem, der sætter mikrofonerne op og får det hele til at lyde sådan, producerne ønsker det. Men de to herrer har efter sigende spillet en større rolle for værket end vanlige teknikere plejer.

Evangeline er Lundells "Slow Train Coming". Han var en genfødt kristen, og han havde fundet styrke i bønnen og spiritueliteten. Ulf Lundell havde slåsset med et eksorbitant alkoholforbrug op gennem 80'erne. Det var så grelt omkring skilsmissepladen "Den Vassa Eggen", at han efter sigende pissede i bukserne under en koncert i København uden at opdage det selv. Men omkring 1988 levede han i ædruelighed og cølibat. Alene. Han skrev op mod 50 sange i vinteren og foråret det år og gik op på pladeselskabet, hvor han proklamerede, at han ville lave en plade om tro. Heldigvis fik det ikke producer Kjell Andersson til at falde ned af stolen, selvom det egentlig var den reaktion, Lundell forventede.

Så de tog tilbage til København for at indspille nogle af de henved 30 demoer, Ulf Lundell havde lavet. Egentlig var det tanken, at det skulle være et enkelt album, men det endte som endnu et dobbeltalbum med 22 sange. Det fremragende ved albummet er udeblivelsen af den typiske 80'er-lyd. Hvor både forgængeren, "Det Goda Livet" og den efterfølgende "Utanför Murarna" på sine steder er plastret til med komprimerede synthesizere og udpræget lagkageproduktion, er Evangeline langt mere organisk i lyden. Derfor holder produktionen hundrede procent i dag.

Selvom det er et album om tro, er det ikke noget hallelujah-album. Slet ikke. Det er snarere en samling sange om en søgen. En søgen efter en mening. Sange om at dø på et mentalt plan og genopstå. Albummet begynder med en episk sang om den drøm, alle Lundells sange i en eller anden forstand handler om. Om en mand, der er er fortabt, indtil han møder en kvinde, som han kan dele vandringen med. Sangen slutter med, at de de kommer til et tomt hus med en have, "Och dom blev kvar där / Som om dom kommit hem till sist. / Och dom älskade sitt hus / Och dom älskade sin trädgård / Och dom älskade varann / Och hon födde flera barn / Och dom höll fred som kvinna och man / Och det säjs / Att dom bor kvar där än." 

De sluttede fred som kvinde og mand. Både en utopi og et håb i det Lundellske tekstunivers. 

Vandringen og vejen er et tema, der også dukker op på Stora Vägen, der er en lang, hæsblæsende opremsning af livets fortrædeligheder, stress og jag, sluttende med "Kanske finns det en kvinna / Som inte heller har nånstans att gå / Som sitter vid sitt fönster / Och längtar till en plats / Där himlen är blå / Du kan ta henne med / Ni kan göra sällskap / Upp till stora vägen / Upp till stora vägen". Kvinden og kærligheden rummer forløsningen for Lundell - den piedestalfilosofi, som de svenske feminister elsker at hade. 

Titelnummeret er formentlig en reference til Henry Wadsworth Longfellows episke digt "Evangeline - A tale of Acadie" fra 1847. Digtet handler om en acadiansk kvinde ved navn Evangeline, der leder efter sin tabte kærlighed, Gabriel, på et tidspunkt hvor folket i den franske koloni Acadia i det nuværende Canada deporteres. I Ulf Lundells sang er Evangeline et billede på en sjæleven, og sangen slutter med "Tretton år av hopp och löften / Speglar masker skott från höften / En gång var jag utklädd till mig själv / Men jag kom hit för livets skull / Nu har jag betalt min tull / Och det är ännu långt kvar till kväll / Allt är lämnat till mig, som ett dyrbart lån / Ännu en vandring, in i förvandling / Går du åt samma håll, Evangeline?"  

I 1988 var det tretten år siden, Lundell debuterede - først som musiker og siden som romanforfatter. Det forklarer de tretten år af håb og løfter. "En gang var jeg udklædt som mig selv", synger han, mens han spørger, om den søgende Evangeline og han mon går i samme retning. Den evige vandring mod forandring. Evangeline er måske albummets stærkeste sang, hvor produktion og tekst går op i en højere enhed. En tekst, jeg aldrig rigtig bliver færdig med.

Albummet slutter med bønnen "Lugna Vatten", der er en ydmyg lovprisning af en gud. Men teksten kan også sagtens opfattes som en verdslig kærlighedserklæring til en kvinde: "Gör mej ödmjuk, gör mej stark / Du har mitt liv i dina händer / För mej över djupen / Till säkrare mark / Lär mej stt ta en dag i sänder / Ta min rädsla, mina fel / Lär mej att älska, gör mej hel / Ta mej genom natten / Till lugna vatten / Ge mej ro."

Evangeline står stadig som en af Lundells stærkeste udgivelser, og sangenes søgende natur er stadig vedkommende næsten 30 år senere. Heldigvis er sangene iklædt en produktion, som man også kan holde ud at lytte til længe efter de forfærdelige 80'ere.

søndag den 5. marts 2017

Uge 9: Povl Dissing og Benny Andersen - Oven Visse Vande

En danskhed, jeg forstår og er stolt af



Foråret er på vej. Selvom meteorologerne truer med vinterens genkomst i næste uge, går vi den lysere og varmere tid i møde. Det føles som et lille mirakel hver gang. Alt det døde og rådne i min rodebunke af en have skal atter erstattes af spirende liv. Det er tid for Benny og Povls hymne til forårssolen.

I Spanien er Povl Dissing indlagt til observation for en hjerneblødning. Han er 79, så det kommer egentlig ikke som nogen stor overraskelse, at han skranter lidt. Det er desværre ret almindeligt i den alder. Alligevel er det umådelig trist. For han synes ikke rigtig nogensinde at have haft nogen alder - han har lydt som en gammel mand, siden han sang "25 minutter endnu" og "Den grimmeste mand i byen" i 1967 og 1968. Det var længe før min tid som musikforbruger, men fra Oven Visse Vande og frem mod samarbejdet med sønnerne på Dissing, Dissing, Las og Dissing-pladerne har Povl altid bare været Povl. Tidløse Povl. Danmarks svar på Tom Waits. En stemme, der sikkert kan lyde forfærdelig, hvis man ikke forstår musikalsk følelsessprog, men samtidig en stemme, der er nærmest overjordisk smuk og ekstremt bevægende for alle, der opfanger andet end overfladen. 

Jeg var ni år gammel, da Oven Visse Vande fandt vej til mine forældres spritnye Beocenter 2002. I parcelhusidyllen med kakkelbord, køkken med korkgulv og Carl Scharnberg i bogreolen. Povl og Benny blev et billede på den danskhed, der var værd at værne om. Milevidt fra den danskhed, Martin Henriksen og andre tågehorn i DF prædiker i dag. Benny og Povls danskhed er fodformet, venlig, nysgerrig, åben, ydmyg, humoristisk, selvironisk og med vid. 

Det er faktisk så venligt, at somme måske glemmer, hvor sublimt det også er. Benny Andersen kunne ikke få en større fortolker af sine tekster end Povl, og Povl kunne ikke ønske sig en mere rammende lyrik at lægge stemme til end Bennys. Povl er en yderst troværdig personificering af det vaklende, kærlighedshungrende menneske, vi blandt andet møder i "Hilsen til Forårssolen" og "Da jeg mødte dig".

Jeg har småtudet en del til "Hilsen til Forårssolen" i mine yngre år, og den giver mig stadig vand i øjnene, når jeg hører den på en rigtig forårsdag. Den er lyden og billederne af min mor, der altid var ude i haven med bagen i vejret, når den lerede jord havde fået de første solstråler. Hun elskede den have. Det er lyden og billederne af mine forældres første kop kaffe i april på den overdækkede terrasse. Men det virkeligt bevægende i den sang er det afsluttende vers: Tag da kun min sidste spinkle mønt / Livets sol er min den sidste del af livet / for som solfanger er jeg nu begyndt / at forstå, at alt og intet er os givet / og en gang går solen sin runde uden mig / men når forårssolen skinner, lever jeg!

Alt og intet er os givet. Vi har fået livet, men vi aner ikke, hvornår det slutter. Når forårssolen skinner, bliver jeg glad på en særlig måde - og jeg kan genkende den glæde fra mine forældre, mine bedsteforældre og alle de andre, der ikke er her mere. Vi delte dette hjørne af livsglæden. Vi delte det øjeblik.

Jeg gider ikke høre "Hilsen til forårssolen" med et kor. Jeg gider ikke selv synge den. Den sang har kun én værdig fortolker: Povl Dissing. Til gengæld kan jeg genkende mig selv i hans fortolkning. Og jeg kan genkende min far.  

Oven Visse Vande er velspillet og velproduceret, udgivet på Gyldendals pladeselskab, Exlibris. Med musikere som Jens Jefsen på bas, Ken Gudman på trommer, Steen Vig på sopransax, Peter Bastian på fagot, Benny Andersen på klaver og Povl Dissing på guitar, er niveauet højt og ambitiøst. Selv Peter Thorup lagde vejen forbi studiet og for en blå guitar på "Go' nu nat".

Det er Peter Abrahamsen, der producerede, og hvor hårdt han har styret indspilningen vides ikke, men der er truffet nogle kloge valg undervejs. Povls tøvende 12-strengede på "Barndommens Land", fagotten på "Udsigt med kikkert" og saxofonen på "Virus Blues" og "Rosalina". Peter Thorups fabulerende guitar på "Go' nu nat". For ikke at tale om mellemstykket på "Hilsen til Forårssolen", hvor Povls ordløse sang får følelsen til at lette. 

Albummet er en lang sprogleg på velkendt Benny Andersen'sk manér: Min tunge var en åre uden båd viklet ind i en lang, tabt tråd eller der er caries i tidens tand, dens emalje trænger rædsomt til forstærkning. Legen gør tilløbet til et politisk budskab i "Olieblues" meget anderledes end anden politisk musik fra den tid. Det er humoristisk og begavet, når Povl f.eks. synger Kernekraft giver kun mere sårbarhed, fremgang med tremileskridt, ramt af kerne-kræft eller frosset ned, er man så ikke lige vidt? Her er henvisning til både kernekraftens indbyggede kræftrisiko og reaktoruheldet på Three Mile Island (Tremileøen) i USA to år tidligere. Ganske godt klaret af den poetiske skælm, Benny Andersen.

Jeg vil lytte en del på Oven Visse Vande i de kommende uger - og håbe det bedste for Povl Dissing, dernede i Spanien. For som en af mine Facebook-bekendtskaber skrev: "Jeg har været til hundrede koncerter med Povl Dissing, og det er slet ikke nok."

Povl Dissing og Benny Andersen: Oven Visse Vande
Exlibris 1981





  




søndag den 26. februar 2017

Uge 8: Van Morrison - Enlightenment

What's the sound of one hand clapping?

Jeg var HIFI-Klubben i 1990 for at få en ny pladespiller. En Rega Planar 2. Det var altid en oplevelse at besøge Aarhus og HIFI-Klubben dengang. Min brors base, 45 km nord for vores fælles fødeby, Horsens. Det var som at besøge storbyen dengang, hvor Horsens handelsmæssigt og kulturelt var temmelig tilbagestående i forhold til storebror i nord.

Jeg havde ikke noget kendskab til Van Morrison. Men jeg havde en anmeldelse i baghovedet, muligvis fra mine forældres morgensavis Jyllands-Posten, der postulerede, at Van the Man altid var et behageligt selskab. Og hvem har ikke brug for at være i godt selskab? Jeg købte Enlightenment i HMV-shoppen, så der var frisk vinyl til min nye Rega.

Det skulle vise sig at være den optimale indførsel i Morrisons univers.

Hvilken lyd! Den plade fik mit anlæg til at lyde som en halv million. Alle de lag, der er afstemt så fuldstændig perfekt og smagfuldt i forhold til hinanden. Tag bare "So Quiet In Here", hvor strygere og Vans fabulerende guitar lægger bunden, mens hvad der lyder som et slidt, opretstående klaver og bassen væves ind og ud mellem hinanden. Og der køres op og ned i intensitet, så musikken stedvis hviskes i øret. So quiet in here, so peaceful in here.

Efterfulgt af den højstemte Avalon, hvor strygere, kor og harpe får fuld kraft og skaber en lyd, der er enorm, mens Vans brutalt brægende stemme og aggressive mundharmonika sørger for, at det hele ikke bliver for friseret. Det bliver i stedet så sjælefuldt, at man instinktivt forstår storheden i den keltiske mytologi og den mytiske helligdom, Avalon repræsenterer.

Det er en spirituel plade med masser af spørgsmål uden svar. Uanset om man er ateist, kristen, buddhist eller bare rock n roller vil man finde referencepunkter i Vans tekster, der er omtrent ligeså fabulerende som hans guitarspil. For Van er ikke nødvendigvis nogen genfødt kristen.

I'm in the here and now, and I'm meditating
and still I'm suffering but that's my problem
Enlightenment, don't know what it is

Det er da egentlig forbilledligt, at han laver et værk, han kalder Enlightenment, for allerede på anden skæring at proklamere, at han ikke aner, hvad det er. Årsagen kommer efterfølgende: It's up to you, everyday. Oplysningen og indsigten skal vi selv søge, for det er i denne søgen, at spiritualiteten befinder sig.

Der er ingen navngivne guder i Morrisons tekster. Det nærmeste bliver Sam Cooke, Wilson Pickett, Solomon Burke, James Brown og Gene Chandler, der citeres med samme højtidelighed som en præst ville gengive evangelisternes ord. De er alle til stede i mesterlige "Real Real Gone" - en sang, jeg aldrig bliver færdig med.

"Enlightenment"-albummet blev begyndelsen på en lang kærlighedsaffære med "The Belfast Cowboy". Jeg har siden erhvervet det meste af det, han har udgivet før og efter, og købelysten blev også næret af en fuldstændig uforglemmelig koncert i KB Hallen i december 1994. Han var i et sprudlende humør, og koncerten varede så vidt jeg husker knap fire timer. Først knap to timers koncert - og bagefter mere end halvanden times ekstra og ekstra ekstra numre - hvilken aften!    


Van Morrison: Enlightenment

Polydor/Caledonia Productions Ltd. 1990





      

lørdag den 18. februar 2017

Uge 7: Bjørn Fjæstad - Du kender intet til mig

Ugens album - uge 7



Bjørn Fjæstad: Du kender intet til mig
Freelas/Fjæstad 2016

Visse plader tager tid at blive lukket ind i. Man skal gøre sig fortjent til dem. Når det så lykkes, er det til gengæld en nærmest livsbekræftende oplevelse - at det, man ikke forstod så meget af for få uger siden, pludselig virker som ren logik. Når forståelsen af musikken går fra et teoretisk til et instinktivt niveau. Det er næsten som at forstå et nyt sprog.

Sådan en skive er Bjørn Fjæstads solodebut for mig. Men jeg er også et dovent vanedyr. Det bliver man let, når huset er fyldt med rumsterende unger og evige afbrydelser. Det er svært at fordybe sig, sådan for alvor. Jeg har ikke magtet at læse en hel bog i årevis. Når det gælder musik, vælger jeg som oftest det, der virker. Det, jeg kender. Jeg ved, at David Bowie var et geni, og en dag skal jeg dybere ned end hans FM-venlige hits. Jeg var tæt på med Lazarus, men titelnummeret fra Blackstar krævede for meget. Til gengæld er det nemmere at købe en ny plade med James Taylor - det er bare at sætte den på og suge ind.

Jeg havde købt billetter til en koncert med Bjørn Fjæstad på KulisseLageret i Horsens, så jeg var tvunget til at forberede mig. Jeg ville vide, hvad der var i vente. Da han er en af de få kunstnere, som åbenbart har lyst Spotify i band, bestilte jeg pladen hjem på vinyl tre uger før koncerten. Jeg havde købt koncertbilletterne til min kone af flere årsager. Dels er Bjørn Fjæstad et af vores relativt få fælles referencepunkter indenfor musikken, og dels havde vi været på vores første date for 15 år siden på netop KulisseLageret til Baal. Så det virkede som en ret indlysende fødselsdagsgave at give hende to billetter til Fjæstad, når han nu kom til byen på selv samme musiksted. Så kunne jeg jo bare krydse fingre for, at hun ville have mig med.

Jeg kunne sagtens høre, at det var interessant og godt lavet, da jeg lyttede på pladen de første gange. Men den fængede ikke sådan for alvor. Efter koncerten i går, hvor Bjørn Fjæstad og hans medkompetanter, Morten Lundsgaard på guitar og lap steel og René Damsbæk på trompet, bas og elektronikremedier, spillede samfulde numre fra albummet, skete en ret markant ændring. Den åbnede sig. Pludselig gav det hele mening.

Åbningsnummeret "To cirkler" blev efter Bjørn Fjæstads eget udsagn til, da han efter årtiers dovenskab omsider havde lært sig selv nogle akkorder på en guitar. Omkvædet "For vi driver helt ind i os selv, Som to cirkler på chance og held, ensomme to under regnvåde skyer" bliver et mantra, når Bjørn synger det. Det er virkelig fin lyrik, fordi den er så åben for fortolkning. Måske er det en sang om den evigt truende ensomhed i tosomheden - eller måske er den bare et billede på følelsen, når vi mennesker vokser fra hinanden. Den stemning minder mig om Ulf Lundells "Vi blir äldre", hvor svenskeren konstaterer "Vi blir äldre, vi blir hårda, förvirrade, uppslukade av oss själva, glömska och rädda ser vi oss omkring. Vuxna, förfärade. Trötta vill vi vila, där ingen vila finns".

Sangene på "Du kender intet til mig" er knap så definitive og afvisende, som titlen antyder. Det er en samling stemninger, der leveres på et fundament af granit med små sprækker ind til en skælvende sårbarhed. Som i de fire sætninger, der udgør afslutningen på den første side - og første sæt i koncerten: "Du kom forbi. På den allersidste dag. Du strøg min kind. For allersidste gang." Han undskyldte, at det jo ikke var nogen egentlig sang, men der var bare aldrig kommet flere linjer. Men når disse fire linjer tilføres René Damsbæks elektronik og flygelhorn, er der ikke brug for et eneste ord mere. Det bliver netop en stemning, som alle kan bruge og føle. Det blev pludselig en genfortælling af mine sidste øjeblikke med min egen mor og far. Så fint og bevægende.

Bjørn Fjæstad kunne formentlig synge op af Jysk Fagbog årgang 1987 og stadig få det til at lyde vedkommende og interessant. Hans teknik er imponerende, og selve grundtonen er så fyldt med karisma, at den kan skæres i skiver. Fra det hviskende til det vrælende. Det er netop spillet mellem de to yderpunkter, der gør ham til så interessant en sanger og fortolker. Her synger han sine egne ord - på dansk - og det giver det hele et ekstra lag. Han har noget på hjerte.

Jeg ved ikke, om albummet er Bjørn Fjæstads "Blood on the tracks", men pladen emmer af opbrud og selvransagelse. Fra førnævnte "To cirkler" over titelnummeret, der blandt siger "Du kender intet til mig, baby, men i dine hænder er jeg ler" til "Jeg er fri", der kontant proklamerer "om du forstår det, ved jeg ikke noget om, men jeg ønsker os det bedste hver for sig."

Fjæstad har lagt ansvaret for musikken i hænderne på multiinstrumentalisterne René Damsbak og Søren Bigum. Førstnævntes elektroniske univers klæder sangene, og både sfærisk trompet, kontant bas og Bigums drømmende lap steel giver de små lyriske billeder nogle umanerligt smukke rammer.

Koncerten bød på smagsprøver på, hvor samarbejdet Fjæstad/Damsbak er på vej hen. En fordanskning af Fläskkvartetten og Freddie Wadlings "Walk" lød yderst lovende for et eventuelt kommende album. Jeg glæder mig.




  


søndag den 12. februar 2017

Uge 6: Lasse & Mathilde - Lasse & Mathilde

Ugens album - uge 6



Lasse & Mathilde: Lasse & Mathilde
CBS 1977

Jeg besøgte Stuk Ranch i 2013. Det lyder som en lokalitet i USA med kvæg og skråtyggende cowboys, men det er såmænd bare et tidligere pladestudie på bøhlandet ved Nibe, etableret omkring 1976 af musikentreprenøren og dansktopsangeren "Country Palle" Juul. Det var hos Palle, at bl.a. Niels Hausgaard, De Gyldne Løver, Fisker Thomas, Lars Lilholts Kræn Bysted, Poul Krebs og Lasse & Mathilde indspillede de første plader. Først i Palles Quali Sound Studio lidt længere nede ad vejen ved Sønderholm, og siden i Stuk Ranch.

I 2013 havde Stuk Ranch ikke fungeret som studie i mere end 20 år. Pinsemissionen havde ejet det i 90'erne og brugte den gamle landejendom til at afruse narkomaner. Der hang efter sigende stadig klistermærker med "Vær sej - sig nej", da Aalborgmusikeren Jens Varmløse genetablerede studiet omkring 2012.

Jeg havde i årevis tænkt over, hvad der var blevet af Stuk Ranch. For stedet var lidt af et Mekka i min musikalske opdragelse. Jeg voksede op med musikken fra Palle Juuls studier og en del af de anekdoter, der hang ved stedet. Min far var musikjournalist, og pladesamlingen var spækket med De Gyldne Løver, Fisker Thomas, Niels Hausgaard og Lasse & Mathilde. Så det havde været en kærkommen overspringshandling at søge på Stuk Ranch på nettet for at se, hvad der var blevet af det. Under arbejdet med min journalist-bachelor, der kom til at handle om miljøet omkring studiet, fandt jeg pludselig ud af, at det skam eksisterede i en eller anden form endnu. Så jeg lavede en aftale med den flinke Jens Varmløse om at komme op og se det.

Det var næsten som at betræde en helligdom at se lokalet, hvor så meget af mit livs soundtrack var indspillet. For det var lige her, at Lasse & Mathilde indspillede deres første, regulære album sammen. De havde et par år tidligere lavet "Pigesind" med tekster af Tove Ditlevsen og musik af Lasse Helner. Det var i København, og det var under Peter Abrahamsen og Exlibris finkulturelle vinger. Exlibris var Gyldendals pladeselskab. Så det var noget af et skifte at havne i hænderne på hitmageren Poul Bruun, CBS og Stuk Ranch ude på landet, hvor der lugtede slemt at gylle. Palle Juul havde indrettet en gammel kostald til kantine og bar for musikerne, og der lugtede stadig umiskendeligt af ko, når luftfugtighed eller solvarme trak stanken ud af fugerne. Men studiet fejlede ikke noget. Her var både 24-spors mikserpult og Studerbåndmaskine som i de store studier i København. Palle var en ambitiøs mand, der få år tidligere havde afsluttet et samarbejde om studiet med sin bror med ordene "hvis du ikke er rede til at låne penge, bliver du ikke en stor mand", hvortil broderen, Poul Henning svarede "nej, men til gengæld sover jeg godt om natten".

Studiet var dog ikke helt uden fejl og mangler. Hvis musikerne dristede sig til at indspille om natten, skulle de stoppe før fem, når naboens malkemaskine gik i gang. Strømforbruget fik båndmaskinen til at gå ned i hastighed. Og det kneb også med monitorerne i mikserrummet - hvis det lød helt fantastisk, lød det næsten altid fuldstændig forkert, når man skulle i gang med masteringen i et andet studie. Men studiets største styrke var placeringen. Her ude på landet var der ikke så mange distraktioner. Når man først var igang med at lave musik, var det musikken, det handlede om. Det var også den detalje, der fik et københavnsk pladeselskab til at sende Stig Møller og Kim Larsen derop, da Lune Larsen skulle producere den flagrende Stigs soloalbum. Kim Larsen gik efter sigende snart i sort, da der var flere kilometer til den nærmeste kro og ligeså langt til den nærmeste pakke smøger. Da han en morgen ville i bad, stod med sæbe i øjnene og ikke kunne forstå, hvor det varme vand blev af, fandt han ud af, at der var kommet møntindkast på det varme vand. Palle syntes, at musikerne brugte lidt rigeligt tid under bruseren. Kim tog hjem til København.

Men det var først i vinteren 77/78. I foråret havde Lasse & Mathilde fundet derop. Den 29-årige Lasse og den 20-årige "Violinpigen Mette", der havde taget kunstnernavnet Mathilde, var officielt blevet kærester kort tid før. Lasse var den erfarne pigtrådsmusiker og komponist, der både havde komponeret musik til "Pigesind" og havde opnået status i 60'ernes Baronets og 1973-projektet Moondust. Sidstnævnte med journalisten Jørn Mader. Han havde forsøgt det småborgerlige forstadsliv i Farum med kone, søn og datter, men i 1977  havde han og Mathilde slået sig ned på Fyn, hvor de begge oprindelig kom fra, og sønnen Rasmus var kommet med. Mathilde var heller ikke et ubeskrevet blad; "Pigesind" var blevet en enorm succes, og det var året forinden, at Tom Waits udgav sin hyldest til "Lange Lone" i klassikeren "Tom Traubert's Blues (four sheets to the wind in Copenhagen)". Tilnavnet "Lange Lone" havde hun fået efter sin optræden i Kim Larsens "Østre Gasværk" med teksten om Lange Lone, der spiller violin. Omkvædet "det er en kold tid" blev sågar reciteret af statsminister Anker Jørgensen i nytårstalen, 1. januar 1977.

Der har været amoriner i luften og smag for livet, da en ung Poul Bruun satte sig bag knapperne i mikserrummet og sange og ideer skulle omformes til en plade med 13 numre. Udgangspunktet var folkemusikken, der var blevet en eftertragtet genre i 1970'erne. I kølvandet på medlemsskabet af EF var der en trang til at søge tilbage til det originale og nationale - som modvægt til den tiltagende internationalisering og harmonisering. Men Lasse og Mathilde lod sig ikke spænde for nogen politisk vogn som mange andre folkemusikere; der var ingen politiske paroler blandt sangene, som for godt halvdelens vedkommende var med tekst af Torben Eschen og musik af Lasse Helner. Der var også plads til en enkelt ballade med tekst af Jan Toftlund og en kærlighedssang med tekst af revyforfatteren Carl Viggo Meincke (der også skrev tekster til klassikere som "Hvorfor er lykken så lunefuld" og "Når lygterne tændes") og musik af Mathilde.

Det er et lille, kompetent ensemble, der giver sangene liv. Uno Tschicaja på trommer, Pierre Dørge på bas og Ole Fick på guitar. Men musikere fra Fynsk Harmoniforvirring skaber en helt speciel sound på "Guldtorsken" og ikke mindst "Alle mine venner". Lasse havde hørt Ove Bager og de andre folkemusikere på havnen i Lundeborg, og han var faldet for deres skævheder og autencitet. Han havde allerede præsenteret Ove Bager og hans "Lundeborg hymnen" for Poul Bruun, der siden skulle brande Lundeborg som stedet, man tager hen, hvis man er trist og har sorg i sinde.

Violinerne, vaskebrættet, harmonikaen, mandskoret og Ove Bagers "tingeltangel", som det står anført på coveret, giver "Alle mine venner" en helt særlig stemning. Jeg ved ikke, om der er en hardangerfele med, men det lyder sådan. Det lyder som resonansstrenge, når violinerne væver sig ind og ud af hinanden, mens vaskebrættet raspes energisk og det lille bækken bankes med eftertryk. Det er en sang, jeg voksede op med, og mine egne unger er ligeså vilde med den, som jeg var og er. Da jeg var barn, grinte jeg af teksten om mor, der kaster med duelort og Børge, der har blodtud, fordi han siger, jeg tror på Gud. Det er billedet af en barndom i en københavnsk baggård, jeg ser for mit indre blik. I dag griner mine børn af den tekst og kan den udenad, mens en eller anden melankolsk nål presser sig ind i mine indvolde, når de violiner synger i baggrunden. Specielt i mellemspillet kommer vandet til at stå lidt højt i øjenkrogen. Hver gang. Jeg aner ikke, hvad det er. Men efter sigende havde/har Poul Bruun et godt øre for det, der giver gåsehud eller prikker til indvoldene. Det er lykkedes umanerlig godt på lige netop det nummer.

Jeg har altid været af den opfattelse, at Lasse er en af landets mest interessante sangstemmer. Den er umådelig stærk og troværdig på ballader, og den er medrivende, når han sætter ekstra kraft bag ordene, som eksempelvis på længselsfulde "Intercity blues". Men den iklædes ekstra fine gevandter, når den indrammes af Mathildes lyse andenstemme og violinspil. Gud, for et partnerskab. Vi har sikkert meget at takke Peter Abrahamsen for, men at han førte Lasse og Mathilde sammen i 1975 må dog være noget af det vigtigste, han har bedrevet.

Lasse & Mathilde havde 40 års jubilæum i 2015. Lasse Helner kan fejre 60 år på scenen i 2019. I denne måned fylder han 70. Der er fødselsdagskoncert den 18. februar på Dexter i Odense.