onsdag den 7. juni 2017

Uge 23: Knud Lindhard - Can't Get Rid of Rock 'n' Roll

Lyden af Horsens

Knud Lindhard har altid været her - og er her heldigvis stadig.

Jeg købte den ny cd med Knud Lindhard på udgivelsesdagen, og fem timer senere var den væk. Det tog ham tyve år at få den færdig, og det tog mig fem timer at smide den væk. Den er formentlig røget ud af jakkelommen et sted på Bjerrevej eller Høegh Guldbergs Gade, da jeg oksede hjem på havelågen med anden musik i ørerne.  

Jeg nåede i det mindste at høre den nogle gange på arbejde. Måske er det bare en af de cd'er, jeg skulle købe to gange. Måske er der en højere mening med det. Jeg købte en ny dagen efter hos min musikpusher i Borgergade. Der var ikke rigtig nogen vej udenom. 

Knud Lindhard er lyden af min hjemby, Horsens, og en stor del af min opvækst. Han kom af og til i mit barndomshjem, når han havde et nyt, musikalsk projekt på bedding. Min far var musikjournalist og havde fulgt ham fra hans yngste dage – formentlig få år efter det hele startede i Søvind Forsamlingshus i 1964. Jeg har stadig alle de singler og LP’er, min far fik igennem årene. Eller rettere: Vi fik igennem årene. For de blev spillet i mit barndomshjem, og jeg hører dem stadig. Blandt andet en single fra 1973, hvor en langhåret 22-årig Lindhard sideløbende med syren i The Old Man & The Sea forsøger sig med det FM-venlige sommerhit ”Hey Ev’ryone. Året efter blev det lange hår fjernet af grafikeren på coveret til singlen "Sol og Sommer", da Lindhard skulle sælges til Dansktop-publikummet. Det segment var nok ikke så vild med de langhårede flippere.  Sådan må man jo tilpasse sig, hvis man vil leve af at lave musik i dette lille land.

I 1970'erne udgav han sine egne sange med jævne mellemrum. Dengang hvor man skulle til København for at indspille en single eller - når det gik vildt for sig – en LP. The Old Man & The Sea, Lindhard & Ulvene, Lindhard & Max Five, Lindhard Ltd, Find Lizzy, Wolfgang og bare Knud Lindhard – eller Philip Hart som englænderne foretrak at kalde ham dengang i 1985, da kærlighedserklæringen til datteren, singlen Angel, skulle afprøves på det engelske marked. Knud og rødgrød med fløde er omtrent lige store udfordringer for en engelsk tunge.
  
For mig var Knud Lindhard ham den høje med det lange hår, det venlige sind og en udpræget horsensiansk dialekt. Skolelærer på Stensballe Skole. Jordbunden og beskeden. En rigtig spillemand.  

Det er sjovt med bassister, der er i front. Jeg kom til at tænke på det, da jeg hørte Roger Waters' nye skive på vej hjem (hvor jeg altså formentlig tabte Lindhards nye cd ud af jakkelommen). Det lyder markant anderledes end når guitarister eller pianister tager pladsen på midten af scenen. Måske er bassister musikalsk mere helhedsorienterede, og der er ofte en rytmik i deres sangskrivning og vokal, som afslører deres instrument. Det er det samme med trommeslagere, der skriver sange. Der er ikke mange lighedspunkter mellem Roger Waters og Knud Lindhard, ud over bas og den omtrentlige alder, men alligevel syntes jeg, at de ligner hinanden på flere fronter, da jeg cyklede hjemad. De er selvfølgelig også begge høje skure med en lang Fenderbas og en legendestatus. Roger på verdensplan. Knud i Horsens. 

Jeg har levet hele mit liv i Horsens, og Knud Lindhard har altid været der. Han har aldrig gjort noget stort væsen ud af sig. Han har bare været der. På blokvogne, til fester, som producer, i artikler, i radioen, dengang lokalradioen spillede lokal musik. En institution i det lokale kulturliv. 

1993 var et specielt år for mig. Det var året, hvor jeg for alvor skulle kappe båndene til mine forældre og den by, jeg var vokset op i. Jeg skulle til Skotland i tre måneder, der muligvis kunne blive til mere. Jeg havde min discman med, og kort før afrejse fik jeg første single fra Shot Gone-albummet Red E. "Whole Lotta Waiting" med Jesper Bjarnesen i den vokale front – men med en umiskendelig Lindhard-produktion bagude. Det kor og de stadiontrommer hjalp mig til at føle mig hjemme i det skotske lavland. Hele pladen bar et tydeligt aftryk fra Knud Lindhard. Der er ikke rigtig andre, der kan ramme præcis den lyd. Den plade får mig stadig til at føle mig som horsensianer mere end noget andet. Horsensianer fra før der gik superliga og kulturby i den. Horsensianer fra dengang, hvor vi altid var underdogs i en eller anden grad. Det var der egentlig også en pæn portion identitet i. Jeg er tilbage i 1993, når jeg hører det album. Det er ikke megen musik, der kan den slags. 

Derfor var det en udpræget glæde at smide ”Can't Get Rid of Rock 'n' Roll” i computeren for de første lyt. Det er lyden af Lindhard, og det er lyden af Horsens. Jeg kan smile lidt af den noget billige indpakning, der minder om en tankstationsudgivelse fra 90’erne, men hvem ser den slags, når musikken spiller, og vi danser hurtigt forbi? Selvom manden har brugt tyve år på at lave det album, har han tydeligvis ingen intentioner om at gøre projektet prætentiøst. Men en lidt lækrere indpakning med nogle gode fotos og lidt mere tekst havde nu ikke gjort noget. Og en julesang på et album, der udkommer i juni? Burde den ikke være gemt til en single i december? 

Det meste er tilgivet, når Lindhard tager os med ned ad mindernes allé på State Prison Blues med en slags hyldest til den store bygning, der var et åg for horsensianerne i mange år – længe før det hele lysnede med oplevelsescenter, museum og sleep in. Vi får perfekte ba ba af legenderne i Jordanaires og medrivende energisk mundharmonika fra Charlie McCoy, mens Michael Fast tæsker i trommerne som gjaldt det livet.  



The Jordanaires leverer vokaler til pladens første tre skæringer, og genindspilningen af Wolfgang-singlen Sweet Little Maybelline er umådelig svær at være sur til. Teksten er en opremsning af gamle rock n roll-sangtitler, og selvom logikken siger mig, at nummeret er en såkaldt lagkageproduktion, hvor der formentlig ikke har været så mange musikere i studiet på én gang, lever man perfekt i illusionen af dem alle i studiet på én gang. Det virker alligevel så organisk, at man sagtens kan forestille sig Jordanaires og Charlie McCoy omkring Stan Urbans klaver, mens Electric Guitars og Knud sørger for resten.  



Da vi når til skæring fire, åbnes op for godteposen af Lindhards velkendte korarrangementer. Bedst fungerer det på ”It’s All Love”, hvis melodilinje man måske nok næsten har hørt før et andet sted, men som bliver en gennemført lighterballade. Når nu AC kommer i top i superligaen, kunne Lindhard og Co. passende spille den på stadion.  

J.J. Cale får en virkelig fin hyldest med Mr. Cale – med en fin sologuitar, der er så tilpas laid back, som legenden ville have ønsket. Lindhard må nærme sig de 66 med hastige skridt, så det er kun passende, at de sociale medier får en svirper. "Instagram" er en fin ironisk kommentar til udstillingsvinduerne, der kun viser alt det perfekte og gemmer fiaskoerne langt væk.  



Samlet set skinner det stedvis igennem, at de 14 sange har været længe undervejs. Men det hænger egentlig forbavsende godt sammen. Det bliver en fin musikalsk status fra en arbejdsmand uden nøkker. Det er værd at håbe, at han får lyst og tid til at lave noget nyt, når nu tavlen er vasket ren og det ufærdige omsider er blevet færdigt.  

Og det behøver ikke tage 20 år. 

Knud Lindhard: "Can't Get Rid of Rock 'n' Roll" - dunkmusic 2017. Kan blandt andet købes i Vinylbiksen i Borgergade, Horsens - selvom der er tale om en cd. 

fredag den 2. juni 2017

Uge 22: Nils Poulsen & Combo 73 - "I en bedre verden"


Old school på den fede måde ...

Sådan noget musik laver de da ikke mere - jo heldigvis …

Nils Poulsen & Combo 73 dukkede pludselig op i mit Facebookfeed med videoen til singlen ”Høj Himmel”. Det er sjældent, jeg falder for ny musik i ét hug. Som regel kræver det flere tilløb. Men her vidste jeg bare instinktivt, at den plade skulle jeg have. Måske var det tekstens lidt skæve hyldest til sommeren, måske var det den skønne old school-instrumentering med Hammond B3 og bassen, der lige får lidt ekstra volumen, da den laver et fill.

Jeg anede ikke noget om Nils Poulsen, men lidt googleri ledte mig på sporet af et par plader, han havde lavet i 90’erne. Dengang skrev han på engelsk, og jeg fik hentet Billy Cross-producerede ”Return From Zombie Beach” fra 1992 hjem via Discogs. Et album, der mindede mig en del om de plader Steve Earle lavede på samme tid. Ikke plagiat – men i den samme tradition. På Gaffa kunne jeg læse mig frem til, at han havde lavet en kritikerrost opfølger i 1999, stadig på engelsk.

Hvad han har beskæftiget sig med i de mellemliggende år, aner jeg ikke, men det virker som et comeback, når han her i 2017 dukker op med en dansksproget plade. Så forventningerne til det nye album, ”I en bedre verden”, var høje.  

Pladen blev bestilt med virkelig old school-tillid som ekstra gevinst. Jeg skulle sende en sms til Nils med min adresse. Og så skulle jeg sende 100 kroner den anden vej pr. mobilepay, når pladen ankom. Den slags bliver man da helt glad af. Der er så rigeligt med mistro i verden og pengebegær. 100 kroner for ti splinternye sange på en cd? Det er jo et røverkøb.

Omfanget af røverkøbet blev først for alvor kendt, da cd’en ankom. Det viste sig, at Combo 73 dækker over fine musikere som Dan Hemmer på Hammond B3 og Assi Roar på bas. De andre er også fine, men dem kendte jeg ikke før.

Heldigvis lovede singlen ikke noget, som pladen ikke kan holde. Stilen holder hele vejen igennem. Det er god, solid sangskrivning med noget på hjerte, og det er et yderst velspillende band, der uden nøkker får skibet sikkert i havn.  En hurtig, effektiv Stratocaster-solo uden alt for mange dikkedarer er altid kærkommen. Det funker jo. Det swinger fedt, og det klæder Nils Poulsens ukomplicerede, fine tekster formidabelt. Dan Hemmers formidable Hammond svøber sangene ind i ren vellyd.  

Sådan noget musik laver de da ikke mere? Jo, heldigvis. Det er musik, der minder mig om både tidlig CV Jørgensen, Stig Møller, Steppeulvene – og ”Ingen steder fra” kunne være en fin ballade på en Love Shop-plade.    

Enhver plade bør jo have en vals, og "Det vandrende træ" runder pladen fint af på Dylansk manér og med Lone Selmer på smuk, supplerende vokal.

Du kan følge med på Nils Poulsen & Combo 73's Facebook-side.



Se også videoen på Facebook til "Ved Klinten" via dette link.





   

tirsdag den 28. marts 2017

Uge 12: Niels Skousen - Hvem er du som kommer imod mig

Jeg har mine drømme - også dem, der brast


Jeg kom engang for skade at kalde Niels Skousen for en dansk pendant til Leonard Cohen. Det var i 2012, jeg sad i uddannelseseksil på et værelse i Charlottenlund og var fuldstændig opslugt af de mange ord på Daddy Longleg og Lyt Til Din Coach. Jeg havde lige besøgt de susende birke i Ryvangen i såvel virkelighed som Skousens ord. Så jeg delte mine tanker på Facebook.

Sammenligningen fik en af mine bekendte, der er Leonard Cohen-fan, til at brokke sig, og den var måske også både utidig og meget lidt konstruktiv. For det går egentlig ikke an at sammenligne Leonard Cohen med nogen som helst. Eller Niels Skousen for den sags skyld.

Og så alligevel. Niels Skousen er i mine øjne den danske sangskriver, der kommer tættest på at give mig det, Leonard Cohen giver - og tilmed på det sprog, der er mit. Skousen er en åndsfælle, og hans betragtninger om livet i et snublende og usikkert årtusinde er altid umådelig vedkommende og stedvis bevægende. Skønt Skousen var ung i den forjættende og berygtede tid omkring 1968 og frem, hvor jeg end ikke var født, kommer der et punkt i alles liv, hvor man tvinges til at skelne mellem dengang og nu. Hvor man erfarer, at den man var, ikke længere er den, man er. Hvor man sammenligner de personlige forandringer med forandringerne i den verden, man lever i. Selvom forandringerne fra de håbefulde og åbne 60'ere til nutidens mistro, krisestemning og indesluttethed må synes gigantiske, kan jeg også se tilbage på mit liv og erkende, at der var engang, jeg sang en anden sang - som Niels Skousen synger i det historiske tilbageblik, "Blomsterne". Jeg kan nikke genkendende til ordene "Da vi vågnede, var gårdene væk - storken var fløjet og der var svin over det hele / og billetautomater, bilkøer, slut med al den snak om at dele / alle havde fået noget og så var det ligesom om historien var slut og klokken var slået / og socialisterne var til grin; der var bare noget, de ikke havde forstået / øst blev til vest og nu var fjenden væk / og pengetanken voksede og voksede til den sprang læk / nu hedder det så: Der var noget, vi ikke fik med / hvad det kan være er der ingen, der ved med sikkerhed / Sådan er det, det der var let er blevet svært / og mørket som var så fjernt engang føles nært / Sådan må det være, alt har sin tid / også skønheden fra dengang er forsvundet bid for bid."  

Det var været betagende at følge Niels Skousen, siden han i 2002 vendte tilbage som sanger og sangskriver efter mere end tyve års fravær. Tyve år, der for mig betød, at det var ham der fra "Landsbyen", som pludselig sang i radioen om en bagskid fra '68. Siden fandt jeg ud af, at han jo fremdeles er sangskriver og musiker. Han var bare kørt træt i musikbranchen. Hans selvbiografi, "Herfra hvor jeg står" fra 2011 er muligvis den bedste musikerbiografi, jeg kan mindes at have læst. Reflekterende, interessant, morsom, bevægende og indsigtsfuld - og tydeligvis uden skyggen af hensigt om at lave et skønmaleri af egne meritter. 

"Hvem er du som kommer imod mig" er det femte regulære album med nye sange siden comebacket i 2002. Selvom pladen kun rummer otte numre, er han umådelig generøs. Det er ikke refrænpop - her er iagttagelser, sprogblomster og tankefoder nok til ti albums for de fleste andre sangskrivere. Der er så meget gods i sangene, at de kunne risikere at give åndlig forstoppelse. Men det hele fordøjes så let som en popsang, fordi Skousen ikke indtager rollen som prædikant. Han er den lune betragter, der mestendels bare gengiver, hvad han ser. Som en landskabsmaler, der også lægger sine egne fortolkninger ind i penselstrøgene uden at gøre et større væsen af sig selv. Her er bare en stille undren - aldrig en facitliste på rigtigt og forkert. Tag bare denne passage, hvor nutidens ateistmode får et lille svirp: "Der er folk der har noget at tro på, de har deres religion / det er ikke det, vi tror på, vi tror det er en illusion / Vi tror på videnskabens faktakasser / vi tror at de andre er stakler og uvidende masser / det er ikke noget vi har helt present hvis vi sku forklare hele rammen / sådan den dybere mening og hvordan det hele hænger sammen / vi tror, der er en forskel på dig og mig  - og en kartoffel rösti / og at vi til sidst skal dø, men det er der ikke megen trøst i."

Niels Skousen har fået en uhyre væsentlig samarbejdspartner i Nikolaj Nørlund. Det er i det lydbillede, som de sammen skabte til "Dobbeltsyn" i 2002, at Skousens sange lever og ånder. Det er et lydbillede, der har reminiscenser af både Leonard Cohen (for nu at inddrage ham igen) og skandinavisk rock- og visetradition. Skousens bløde, mørke stemme er mikset helt frem i front på "Hvem er du som kommer imod mig" - Cohen-style. Det er en umådelig vellydende produktion med god variation - smagfuld uden at ende i en æstetisk forudsigelighed. Tag bare guitarsoloen på "Hvem er du", der er omtrent så skæv som poetens kvababbelser: "Alene med dig selv - stærk eller svag / alt hvad du har samlet sammen bli'r kørt bort en dag."

Min verden ville være en del fattigere uden Niels Skousens poesi. Som gammel socialdemokrat er det svært at manøvrere i nutidens krisestemning og terrortrusler. Jeg husker de glade 90'ere, da jeg som ung, politisk aktiv turde håbe, ligesom Skousen mindes slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne, hvor en del var mindre kompliceret end i dag. Hvad stiller vi op med flygtninge- og migrantstrømmene, og hvordan agerer jeg i en virkelighed, hvor humanisme sidestilles med landsforræderi, når endnu en galning kører en lastbil ind i en folkemængde eller sprænger sig selv i luften? I en sådan virkelighed "kan en dag føles så lang, at jeg mister modet" og "et øjeblik så kort, at jeg næsten taber hovedet", som Niels Skousen udtrykker det i "Fjende eller ven". For problematikken har allerede sprængt vores nationale selvforståelse i stumper og stykker. Det samme er efterhånden sket med den åndelige sammenhængskraft i befolkningen. Førhen kunne vi også være uenige - men der var alligevel været bred enighed om målet i horisonten. Jovist, der har altid været yderfløje, men i det store hele var "almindelige" mennesker nogenlunde enige om, hvor vi skulle hen. Der var bare lidt gemytlig uenighed om, hvordan vi bedst kom derhen. Den sammenhængskraft er truet af den nye virkelighed. Meningsudvekslinger på de sociale medier eller over middagsborde har splittet venskaber og familier. For der er jo de færreste, der bryder sig om at få deres menneskesyn eller empatiske evner beklikket. Ligesom de færreste bryder sig om at blive kaldt naiv eller landsforræder.  
Skousen slår atter hovedet på sømmet i sidste vers, hvor han synger "Jeg er oppe imod mig selv - plus alt det andet, jeg har slæbt med / ting som jeg havde forladt forlængst finder endelig sted / Jeg indrømmer det - jeg har brug for alle jer, der står mig nær / selvom det ser ud som om jeg løber og flygter fra jer hver især / Et øjeblik kan smelte os sammen, vi ser det vi længtes efter at se / de go'e gamle gyldne skyer - jeg havde næsten glemt at de var til / jeg ønsker mig ikke en drøm - en monsterplan for det hele / bare en simpel sang som vi kan dele."  

Niels Skousen er et livsbekræftende bekendtskab. Selvom 73 ikke nødvendigvis er nogen alder, er det alligevel imponerende at have så meget på hjerte - så meget at give. Han deler rundhåndet ud af sine drømme - også dem der brast.
   
Niels Skousen: Hvem er du som kommer imod mig

Auditorium 2016 (LP eller CD)








tirsdag den 21. marts 2017

Uge 11: Kenny White - Long list of priors

A canvas allergic to paint ...


Det er ikke så tit, at jeg opdager nye kunstnere, hvor jeg tænker "hvorfor i alverden har jeg ikke opdaget ham/hende før?". Det skyldes nok mest min dovenskab, for der findes uden tvivl en masse derude, der burde berige min pladesamling og gøre indhug i min tegnebog. Men når man har passeret de 40, er det ret udbredt at bilde sig selv ind, at man har hørt det hele før.

Der er bestemt også elementer i Kenny Whites album "Long list of priors", som jeg måske har hørt før. Hans stemme minder mig om en blanding af Marc Cohn og Cat Stevens, og pladens samling af fine sange kunne i princippet fint være en en plade fra en af de to herrer. Men Kenny White er Kenny White - en virkelig fin sangskriver, en personlig sanger og en fremragende tangentspiller. Både flygel og Hammond B3 håndteres, så man forstår, hvorfor han i en menneskealder har kunnet leve af at være sessionmusiker for andre kunstnere. Han har f.eks. bidraget som sangskriver eller musiker på plader med Marc Cohn, Shawn Colvin, Peter Wolf, Arnold McCuller og Neville Brothers.

Det befriende ved albummet har rod i Kenny Whites erfaring og kunnen: Her er ikke tale om endnu en følsom sangskriver, der fejliscenesættes af en producer eller skal have sine sange mishandlet af musikere fra studiets laveste liga. Her har vi derimod en ekstremt erfaren studiemusiker, der har samlet nogle af de bedste, han har arbejdet sammen med, såsom Shawn Pelton (måske den mest efterspurgte trommeslager i New York), jazzbassisten Marty Ballou, guitaristen Duke Levine (der blandt meget andet har arbejdet med Mary Chapin Carpenter), multiinstrumentalisten Larry Campbell og Levon Helms datter Amy Helm på kor. David Crosby kigger også lige ind og lægger sin guld-andenstemme på et par numre. Det samme gør Peter Wolf og Ada Dyer.

Albummet bevæger sig stilsikkert rundt mellem varierende udtryk. Der er er countryswing, Randy Newman-style, på "West L.A." med både trompet, tuba, clarinet og et New York City, der bliver til New York Cit.....y. Der er smukke og diskrete strygere arrangeret af Antoine Silverman på flere numre - blandt andet på den poetiske ballade "The other shore". Strygerne kommer aldrig i nærheden af sovs - tag bare soloviolinen, diskret bag Kennys sang og den smagfulde opbyging af strygere bag Kennys klaverspil på udvalgte steder. Der er sågar en flygelhornsolo undervejs - sublimt.

Efter strygerne er der op-tempo rock med hjælp fra Peter Wolf på "Glad-handed". Peter Wolf, der trods sine 70 år synger med en energi og kraft, mange 20-årige vil misunde ham. Han får jo nærmest Mick Jagger til at lyde som en gammel, træt mand.

Alle plader bør have en vals. Hjertets rytme. "4000 reasons to run" er en medrivende en af slagsen. Om kærligheden, der kan fylde så meget og være så skræmmende, at den giver 4000 grunde til at stikke af. 

Albummets diamant er den rystende og voldsomme "Charleston", om Charleston kirkemassakren i 2015, hvor ni uskyldige kirkegængere blev myrdet. Det er sangskrivning fra øverste hylde. Kenny White tager udgangspunkt i, at han netop har hørt The Staple Singers i radioen med "If you're ready (come go with me)", der en spirituel sang om fred mellem racerne med linjerne "no hatred / will be tolerated". Så kommer de forfærdelige nyheder om tragedien. Kenny White har fået soulsangerinden Ada Dyer til at synge med, så man tror, at Mavis Staples er med i studiet. "This peaceful house has lifted souls / by teaching how to rise above / now each and every bullet hole / shall be filled with grace and sealed with love". 

Kenny White viser sig som en virkelig fin og personlig sangskriver på "Long list of priors" . Han har skrevet samfulde 13 numre på albummet. 13 numre fra en en moden mand, der både kan studse over Che Guevara, der engang var hip og nu lever et stille liv i tilbudskasserne, og sukke over at have nået en alder, hvor alt er sagt og gjort, og hvor det kan være svært at finde "A road less traveled". Det er her, at han kommer med en af pladens mange sprogblomster: "I'm no beacon / I'm no saint / I'm a canvas allergic to paint / the light fades with every swing of the gavel / I'm just looking for a road less traveled".

Kenny White giver solokoncert i København den 31. marts klokken 19:30 i Metronomen på Frederiksberg. Der er stadig ledige billetter via dette link



   




      

søndag den 12. marts 2017

Uge 10: Ulf Lundell - Evangeline

22 sange fra en ædruelig, genfødt kristen


I midten af 90'erne lavede jeg lokalradio. Det var dengang, hvor lokalradioerne endnu ikke var begyndt at kappes om at lyde mest som The Voice. Dengang måtte studieværterne spille den musik, de kunne lide - og ikke hvad computeren fandt frem til var det rette for at ramme det segment, køberne af reklameblokkene ville have fat i. Jeg kunne godt lide at finde originalversioner af numre, der var blevet kendt i fortolkede versioner. Hvordan lød de oprindeligt? Hvordan var de tænkt?

Så da jeg stod i den lokale pladeforretning med et opsamlingalbum med Ulf Lundell, der hed Öppna Landskap, var min skæbne beseglet. Snart fandt jeg ud af, at netop den sang var ret atypisk for svenskerens øvrige produktion. Snart kunne jeg alle de store sange udenad, og Stackars Jack var god at recitere på min ensomme cykelferie i 1995, når jeg skulle forcere skomagerdrenge på de øde landeveje i Sydvestjylland: Stackars Jack / vad ska du göra med drömmen som sprack / Nu när röken och dimman har lagt sej / och dagen gryr / och ditt äventyr / aldrig nånsin vill komma igång. 

Den er stadig god at recitere, når jeg skal gennemføre noget slidsomt og nødvendigt.

Siden købte jeg stort set alt, hvad han havde udgivet. Også bøgerne. Det lykkedes mig at få debutromanen Jack på dansk i den lokale boghandel, hvor den havde overlevet bogudsalg og rodekassedeportationer siden oversættelsens udgivelsesår i 1985. Det var saftige sager. Hvis man kan tænke det, kan man også skrive det. 

Jeg fandt Evangeline i den legendariske pladeforretning Rillen i Grenå. Jeg kunne straks høre, at den var noget særligt i forhold til Lundells øvrige produktion.

Den er i lighed med mesterværket "Den Vassa Eggen" fra 1985 for hovedpartens vedkommende indspillet i Easy Sound i København. Studiets teknikere, Niels-Erik og Henrik Lund, er krediteret for at have stået for indspilningen, mens Lundell, Kjell Andersson og Lasse Lindblom er anført som producere. Det er lidt usædvanligt at anføre andet end produceren. Hvis man har haft nogle dygtige teknikere, er det mest anvendt blot at anføre dem som det, de er: Teknikere. Altså dem, der sætter mikrofonerne op og får det hele til at lyde sådan, producerne ønsker det. Men de to herrer har efter sigende spillet en større rolle for værket end vanlige teknikere plejer.

Evangeline er Lundells "Slow Train Coming". Han var en genfødt kristen, og han havde fundet styrke i bønnen og spiritueliteten. Ulf Lundell havde slåsset med et eksorbitant alkoholforbrug op gennem 80'erne. Det var så grelt omkring skilsmissepladen "Den Vassa Eggen", at han efter sigende pissede i bukserne under en koncert i København uden at opdage det selv. Men omkring 1988 levede han i ædruelighed og cølibat. Alene. Han skrev op mod 50 sange i vinteren og foråret det år og gik op på pladeselskabet, hvor han proklamerede, at han ville lave en plade om tro. Heldigvis fik det ikke producer Kjell Andersson til at falde ned af stolen, selvom det egentlig var den reaktion, Lundell forventede.

Så de tog tilbage til København for at indspille nogle af de henved 30 demoer, Ulf Lundell havde lavet. Egentlig var det tanken, at det skulle være et enkelt album, men det endte som endnu et dobbeltalbum med 22 sange. Det fremragende ved albummet er udeblivelsen af den typiske 80'er-lyd. Hvor både forgængeren, "Det Goda Livet" og den efterfølgende "Utanför Murarna" på sine steder er plastret til med komprimerede synthesizere og udpræget lagkageproduktion, er Evangeline langt mere organisk i lyden. Derfor holder produktionen hundrede procent i dag.

Selvom det er et album om tro, er det ikke noget hallelujah-album. Slet ikke. Det er snarere en samling sange om en søgen. En søgen efter en mening. Sange om at dø på et mentalt plan og genopstå. Albummet begynder med en episk sang om den drøm, alle Lundells sange i en eller anden forstand handler om. Om en mand, der er er fortabt, indtil han møder en kvinde, som han kan dele vandringen med. Sangen slutter med, at de de kommer til et tomt hus med en have, "Och dom blev kvar där / Som om dom kommit hem till sist. / Och dom älskade sitt hus / Och dom älskade sin trädgård / Och dom älskade varann / Och hon födde flera barn / Och dom höll fred som kvinna och man / Och det säjs / Att dom bor kvar där än." 

De sluttede fred som kvinde og mand. Både en utopi og et håb i det Lundellske tekstunivers. 

Vandringen og vejen er et tema, der også dukker op på Stora Vägen, der er en lang, hæsblæsende opremsning af livets fortrædeligheder, stress og jag, sluttende med "Kanske finns det en kvinna / Som inte heller har nånstans att gå / Som sitter vid sitt fönster / Och längtar till en plats / Där himlen är blå / Du kan ta henne med / Ni kan göra sällskap / Upp till stora vägen / Upp till stora vägen". Kvinden og kærligheden rummer forløsningen for Lundell - den piedestalfilosofi, som de svenske feminister elsker at hade. 

Titelnummeret er formentlig en reference til Henry Wadsworth Longfellows episke digt "Evangeline - A tale of Acadie" fra 1847. Digtet handler om en acadiansk kvinde ved navn Evangeline, der leder efter sin tabte kærlighed, Gabriel, på et tidspunkt hvor folket i den franske koloni Acadia i det nuværende Canada deporteres. I Ulf Lundells sang er Evangeline et billede på en sjæleven, og sangen slutter med "Tretton år av hopp och löften / Speglar masker skott från höften / En gång var jag utklädd till mig själv / Men jag kom hit för livets skull / Nu har jag betalt min tull / Och det är ännu långt kvar till kväll / Allt är lämnat till mig, som ett dyrbart lån / Ännu en vandring, in i förvandling / Går du åt samma håll, Evangeline?"  

I 1988 var det tretten år siden, Lundell debuterede - først som musiker og siden som romanforfatter. Det forklarer de tretten år af håb og løfter. "En gang var jeg udklædt som mig selv", synger han, mens han spørger, om den søgende Evangeline og han mon går i samme retning. Den evige vandring mod forandring. Evangeline er måske albummets stærkeste sang, hvor produktion og tekst går op i en højere enhed. En tekst, jeg aldrig rigtig bliver færdig med.

Albummet slutter med bønnen "Lugna Vatten", der er en ydmyg lovprisning af en gud. Men teksten kan også sagtens opfattes som en verdslig kærlighedserklæring til en kvinde: "Gör mej ödmjuk, gör mej stark / Du har mitt liv i dina händer / För mej över djupen / Till säkrare mark / Lär mej stt ta en dag i sänder / Ta min rädsla, mina fel / Lär mej att älska, gör mej hel / Ta mej genom natten / Till lugna vatten / Ge mej ro."

Evangeline står stadig som en af Lundells stærkeste udgivelser, og sangenes søgende natur er stadig vedkommende næsten 30 år senere. Heldigvis er sangene iklædt en produktion, som man også kan holde ud at lytte til længe efter de forfærdelige 80'ere.