fredag den 1. september 2017

Uge 39: BengtssonSydow - Vilde Brødre



En film om Nielsen og Claussen

BengtssonSydows ”Vilde Brødre” er en eksperimentel og billeddannende påmindelse om storheden i Carl Nielsens og Sophus Claussens værker. Helt uden hverken symfonier eller Ekbatana.  

De fødtes det samme år. De var venner. Vilde brødre. De døde det samme år. Det er egentlig indlysende at lave en fælles, musikalsk hyldest til dem, skønt den ene var digter, den anden komponist – og skønt de aldrig lavede et fælles værk.

Digteren Sophus Claussen og komponisten Carl Nielsen har fået en fælles hyldest i BengtssonSydows album ”Vilde Brødre”. Det er 47 minutters spillefilm, hvis man lukker øjnene og lytter efter.

BengtssonSydow består af skuespilleren Ulle Bjørn Bengtsson og lydkunstneren Hans Sydow. Duoen har tidligere lavet soundscapes og musik til H.C. Andersens, Tom Kristensens og Ludvig Holbergs digte og tekster på produktionerne ”Rime-Djævelen”, ”Glimtvis” og ”Holberg – til tiden”.

På ”Vilde Brødre” skaber de to et landskab af lyd omkring Sophus Claussens komplekse digtning og Carl Nielsens velkendte kompositioner. Lydeffekter og reallydsoptagelser får den indre film til at tone frem, og der leges effektivt med forskellige genrer. Som de selv definerer det i det medfølgende materiale: ”Det er elektro. Det er rock. Det er røvballe. Det er folk. Det er dansk sangskat. Det er lyrik. Det er nationalklenodier. Det er chillet. Det er højspændt.”

Salmen ”Den store mester kommer ”, som Carl Nielsen har komponeret, bliver til en effektfuld rockballade. Claussens ”December 1923” bliver til en god popsang med noget på hjerte:

Jeg har fra ånders ånd formglæden i min hånd.
Jeg har fra sjæles sjæl, dog min akilleshæl.
Jeg har fra livets liv, en ømhed: Elsk og giv.
Og endnu sker mig mangt, hvor jeg kan drømme langt.



Sophus Claussens tekstunivers er ikke for nybegyndere. I modsætning til Carl Nielsen var Claussen ikke folkelig i sin samtid – i øvrigt til hans egen store frustration. Men BengtssonSydow magter at gøre det komplekse materiale mere spiseligt. Tag bare ”Buddha”, der indledes med en dragende kanon, hvorefter Ulle Bjørn Bengtssons kraftfulde, indignerede vokal rabler den ordrige tekst af, så man kan mærke den dybt inde, før man overhovedet magter at forstå ordenes betydning og sammenhæng. ”Buddha, min gud” er et mantra, der serveres som effektfuldt riff.

BengtssonSyddows fortolkninger af det mere kendte materiale er både spøgefuldt og analytisk udtænkt. F.eks. kunne en gennemtygget sag som ”Jens Vejmand” være et kedeligt bekendtskab, hvis ikke det var fordi, at de i selve fortolkningen peger i retning af, hvor gennemtygget den var allerede i komponistens levetid. Vi får melodistumper fra en lirekasse på Rådhuspladsen, og Ulle Bjørn Bengtsson fremfører teksten i en blanding af punk og protestsang. Ordene får ny kraft, og det bliver til en lille dokumentarfilm for det indre øje med den folkekære Carl Nielsen, der vandrer rundt i København på skuldrene af den nedslidte Jens Vejmand.

Den ellers så glade ”Nu er dagen fuld af sang” får under titlen ”Nu er Skagen fuld af sang” et ordentligt stænk melankoli med lavere tempo og en vokal, der stedvis genlyder af ren desperation. Carl Nielsen lå i skilsmisseforhandlinger, da han skrev melodien til Jeppe Aakjærs velkendte ord:

Plukke, plukke dugget strå,
plukke, plukke siv ved å,
plukke, plukke blomster.   

Her må jeg igen tage hatten af for de lydlandskaber, BengtssonSydow har skabt. Man hører en tøffende bil, der kører fra kryds til kryds, mens en nyhedsoplæser i radioen læser et nyhedstelegram om Carl Nielsens erhvervelse af et sommerhus i Skagen i 1918. Og helt automatisk triller jeg selv forbi Drachmanns hus og drejer op ad Sankt Laurentii Vej for mit indre blik. Det er yderst stemningsfuldt, og det giver pludselig fint mening at gøre den ellers kåde forårssang til en Skagen-blues.

Det er sjældent at stå med en hyldest til Sophus Claussen uden at finde Ekbatana på tracklisten. Dette mesterværk, som er fast pensum i de fleste gymnasieklasser, har BengtssonSydow forbigået. Men det er fint, for den mangler jo ikke. ”Buddha” er et langt mere overset digt, der er omtrent ligeså sprudlende. Det kunne tyde på, at BengtssonSydow har angrebet materialet uden forstillende tanker om, hvordan sande litterater bør opfatte og arbejde med Claussens værk. De har uimponerede fundet det, de kunne lide, og det, der gav sammenhæng i forhold til Carl Nielsen.  Derfor er der heller ingen rød sol, lærkerede eller tåge, der letter.

Vilde Brødre er en lille film, man kan forsvinde ind i, hvis man giver sig tid. En lille film om to samtidige genier, der begge efterlod et værk af ekstrem betydning. Det er godt, at BengtssonSydow har turdet kaste sig over det med en vis frygtløshed. Fortolkninger af sådanne klenodier kan let blive en lidt for højstemt og prætentiøs affære. I BengtssonSydows fortolkninger bliver det frem for alt en kærkommen påmindelse om storheden i både Carl Nielsens og Sophus Claussens værker.   



BengtssonSydow: Vilde Brødre, Lille Masse & Resonance.dk, LMRS1701

Udgivet med støtte fra Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens fond, Statens Kunstfond og KODA.


Kan smuglyttes på Spotify.

torsdag den 27. juli 2017

Uge 30: Torhild Ostad & Carsten Dahl - Jeg roper til deg

Foto: Johan Hauknes / Salt Peanuts

Et smukt råb om taknemlighed


Torhild Ostad fra Norge og Carsten Dahl fra Danmark har sammen begået et stærkt værk med klare blå, skandinaviske toner. Musik til regnvejret, taknemligheden og livets sårbare øjeblikke.  

Det er trygt og godt at kunne rubricere ny musik efter det første lyt. Putte det i den rette kasse, så du ved, hvor det hører hjemme. Det er imidlertid ikke en nem sag med Torhild Ostads og Carsten Dahls samarbejde ”Jeg roper til deg”. Er det jazz? Er det folkemusik? Er det folklore? Det går kun an at svare ”tjoo”, ”njaa” eller ”måske” til den type kategorispørgsmål.

Men det er også uendelig ligegyldigt, når oplevelsen er så dragende og bevægende. Det er musik hinsides genrer, tid og sted. Jeg havde den samme oplevelse, da Thomas Koppel posthumt udsendte ”Improvisationer for klaver” i 2006. Jeg, der ellers mest var til genkendelige melodilinjer og til en vis grad var stået af i forhold til min brors begejstring for fusionsjazzens eksplosive improvisationer, sad pludselig og blev bevæget af selve lyden af klaveret under Koppels fingre og det rum, klaver og spillemand befandt sig i. Ingen melodier. Ingen logisk sammenhæng eller udvikling. Blot lyd, rum og improvisation. 


Livets sårbare øjeblikke

I tilfældet Torhild Ostad og Carsten Dahl er der dog tale om fine melodier og ret klare sammenhænge. Den norske sangerinde Torhild Ostad har kombineret egne sange med traditionals og salmer, ligesom Carsten Dahl har bidraget med et par instrumentale kompositioner. Sangene tager udgangspunkt i livets sårbare øjeblikke, i relationerne mellem mand og kvinde, forælder og barn, menneske og Gud. 




Det klæder projektet, at det er så nøgent, som tilfældet er. Vi har blot Carsten Dahls klaver og Torhild Ostads stemme. Men man mangler ikke noget. Carsten Dahls sanselige, eksperimentelle, improvisatoriske og bevægende klaverspil kommunikerer så stærkt med Torhilds fine vokalarbejde. Her er virkelig tale om arbejde; en naturkraft, som samtidig indeholder en sødme, der hos undertegnede frembringer minder om landsmanden Birgitte Grimstad. Der er den samme blanding af kraft og sårbarhed, når Torhild synger titelnummeret, ”Jeg roper til dig”, som når Grimstad sang eksempelvis ”Vise om atten svaner” tilbage i 1970’erne. Det er oplevelsen af, at lyrikken bliver sekundær – selve harmoniernes renhed borer sig ind i følelsescenteret, eller hjertekulen, om man vil. Man opfanger og genkender sårbarheden på et helt instinktivt plan.


Det perfekte makkerpar

Det er 21 år siden, at Torhild Ostad pladedebuterede med ”Blomar i moll”, og det nye album er det første siden debuten. Hvorfor der skulle gå så lang tid, vides ikke, men måske var det en makker som Carsten Dahl, hun ubevidst ventede på. Det bliver i hvert fald ikke meget bedre. Det er et makkerskab, der virker ligeså indlysende, som da Monica Zetterlund fandt Bill Evans. Carsten Dahls drømmende og fabulerende spil står perfekt til Ostads på én gang skrøbelige og stærke, foredragende sang. 

Man kan opleve det som to bestanddele, der sammen bliver stærkere end summen af de to. Det er så fint og så perfekt afstemt, at man nærmest kan mærke stofligheden i Dahls klaver og de remedier, han på visse tidspunkter lægger på strengene for at få særlige stemninger frem.


Taknemligheden

Det er den perfekte musik til en regnvejrsdag, hvis man i stedet for at irriteres over vejrliget vover at være en smule ydmyg og taknemlig. Ydmyg og taknemlig for det, der er en givet – uanset om det så er held, tilfældigheder eller en gud, man ønsker at takke for det. At praktisere taknemlighed er en sund vane, og Ostad og Dahl leverer det perfekte soundtrack til denne foreteelse, der desværre er temmelig overset i moderne, vestlig forbrugskultur.  

Ha takk for idag, / Gud Fader i himlen, som fremmet min sak! / Du har meg omhegnet, alt ondt fra meg vendt, / mitt arbeid velsignet, meg lykke tilsendt. / Så mildelig timene for meg henrant, / takk skje deg så sant!

Af hjertet tak.


Torhild Ostad & Carsten Dahl: Jeg roper til deg (Norcd 1781)

Kan smuglyttes på Spotify


onsdag den 7. juni 2017

Uge 23: Knud Lindhard - Can't Get Rid of Rock 'n' Roll

Lyden af Horsens

Knud Lindhard har altid været her - og er her heldigvis stadig.

Jeg købte den ny cd med Knud Lindhard på udgivelsesdagen, og fem timer senere var den væk. Det tog ham tyve år at få den færdig, og det tog mig fem timer at smide den væk. Den er formentlig røget ud af jakkelommen et sted på Bjerrevej eller Høegh Guldbergs Gade, da jeg oksede hjem på havelågen med anden musik i ørerne.  

Jeg nåede i det mindste at høre den nogle gange på arbejde. Måske er det bare en af de cd'er, jeg skulle købe to gange. Måske er der en højere mening med det. Jeg købte en ny dagen efter hos min musikpusher i Borgergade. Der var ikke rigtig nogen vej udenom. 

Knud Lindhard er lyden af min hjemby, Horsens, og en stor del af min opvækst. Han kom af og til i mit barndomshjem, når han havde et nyt, musikalsk projekt på bedding. Min far var musikjournalist og havde fulgt ham fra hans yngste dage – formentlig få år efter det hele startede i Søvind Forsamlingshus i 1964. Jeg har stadig alle de singler og LP’er, min far fik igennem årene. Eller rettere: Vi fik igennem årene. For de blev spillet i mit barndomshjem, og jeg hører dem stadig. Blandt andet en single fra 1973, hvor en langhåret 22-årig Lindhard sideløbende med syren i The Old Man & The Sea forsøger sig med det FM-venlige sommerhit ”Hey Ev’ryone. Året efter blev det lange hår fjernet af grafikeren på coveret til singlen "Sol og Sommer", da Lindhard skulle sælges til Dansktop-publikummet. Det segment var nok ikke så vild med de langhårede flippere.  Sådan må man jo tilpasse sig, hvis man vil leve af at lave musik i dette lille land.

I 1970'erne udgav han sine egne sange med jævne mellemrum. Dengang hvor man skulle til København for at indspille en single eller - når det gik vildt for sig – en LP. The Old Man & The Sea, Lindhard & Ulvene, Lindhard & Max Five, Lindhard Ltd, Find Lizzy, Wolfgang og bare Knud Lindhard – eller Philip Hart som englænderne foretrak at kalde ham dengang i 1985, da kærlighedserklæringen til datteren, singlen Angel, skulle afprøves på det engelske marked. Knud og rødgrød med fløde er omtrent lige store udfordringer for en engelsk tunge.
  
For mig var Knud Lindhard ham den høje med det lange hår, det venlige sind og en udpræget horsensiansk dialekt. Skolelærer på Stensballe Skole. Jordbunden og beskeden. En rigtig spillemand.  

Det er sjovt med bassister, der er i front. Jeg kom til at tænke på det, da jeg hørte Roger Waters' nye skive på vej hjem (hvor jeg altså formentlig tabte Lindhards nye cd ud af jakkelommen). Det lyder markant anderledes end når guitarister eller pianister tager pladsen på midten af scenen. Måske er bassister musikalsk mere helhedsorienterede, og der er ofte en rytmik i deres sangskrivning og vokal, som afslører deres instrument. Det er det samme med trommeslagere, der skriver sange. Der er ikke mange lighedspunkter mellem Roger Waters og Knud Lindhard, ud over bas og den omtrentlige alder, men alligevel syntes jeg, at de ligner hinanden på flere fronter, da jeg cyklede hjemad. De er selvfølgelig også begge høje skure med en lang Fenderbas og en legendestatus. Roger på verdensplan. Knud i Horsens. 

Jeg har levet hele mit liv i Horsens, og Knud Lindhard har altid været der. Han har aldrig gjort noget stort væsen ud af sig. Han har bare været der. På blokvogne, til fester, som producer, i artikler, i radioen, dengang lokalradioen spillede lokal musik. En institution i det lokale kulturliv. 

1993 var et specielt år for mig. Det var året, hvor jeg for alvor skulle kappe båndene til mine forældre og den by, jeg var vokset op i. Jeg skulle til Skotland i tre måneder, der muligvis kunne blive til mere. Jeg havde min discman med, og kort før afrejse fik jeg første single fra Shot Gone-albummet Red E. "Whole Lotta Waiting" med Jesper Bjarnesen i den vokale front – men med en umiskendelig Lindhard-produktion bagude. Det kor og de stadiontrommer hjalp mig til at føle mig hjemme i det skotske lavland. Hele pladen bar et tydeligt aftryk fra Knud Lindhard. Der er ikke rigtig andre, der kan ramme præcis den lyd. Den plade får mig stadig til at føle mig som horsensianer mere end noget andet. Horsensianer fra før der gik superliga og kulturby i den. Horsensianer fra dengang, hvor vi altid var underdogs i en eller anden grad. Det var der egentlig også en pæn portion identitet i. Jeg er tilbage i 1993, når jeg hører det album. Det er ikke megen musik, der kan den slags. 

Derfor var det en udpræget glæde at smide ”Can't Get Rid of Rock 'n' Roll” i computeren for de første lyt. Det er lyden af Lindhard, og det er lyden af Horsens. Jeg kan smile lidt af den noget billige indpakning, der minder om en tankstationsudgivelse fra 90’erne, men hvem ser den slags, når musikken spiller, og vi danser hurtigt forbi? Selvom manden har brugt tyve år på at lave det album, har han tydeligvis ingen intentioner om at gøre projektet prætentiøst. Men en lidt lækrere indpakning med nogle gode fotos og lidt mere tekst havde nu ikke gjort noget. Og en julesang på et album, der udkommer i juni? Burde den ikke være gemt til en single i december? 

Det meste er tilgivet, når Lindhard tager os med ned ad mindernes allé på State Prison Blues med en slags hyldest til den store bygning, der var et åg for horsensianerne i mange år – længe før det hele lysnede med oplevelsescenter, museum og sleep in. Vi får perfekte ba ba af legenderne i Jordanaires og medrivende energisk mundharmonika fra Charlie McCoy, mens Michael Fast tæsker i trommerne som gjaldt det livet.  



The Jordanaires leverer vokaler til pladens første tre skæringer, og genindspilningen af Wolfgang-singlen Sweet Little Maybelline er umådelig svær at være sur til. Teksten er en opremsning af gamle rock n roll-sangtitler, og selvom logikken siger mig, at nummeret er en såkaldt lagkageproduktion, hvor der formentlig ikke har været så mange musikere i studiet på én gang, lever man perfekt i illusionen af dem alle i studiet på én gang. Det virker alligevel så organisk, at man sagtens kan forestille sig Jordanaires og Charlie McCoy omkring Stan Urbans klaver, mens Electric Guitars og Knud sørger for resten.  



Da vi når til skæring fire, åbnes op for godteposen af Lindhards velkendte korarrangementer. Bedst fungerer det på ”It’s All Love”, hvis melodilinje man måske nok næsten har hørt før et andet sted, men som bliver en gennemført lighterballade. Når nu AC kommer i top i superligaen, kunne Lindhard og Co. passende spille den på stadion.  

J.J. Cale får en virkelig fin hyldest med Mr. Cale – med en fin sologuitar, der er så tilpas laid back, som legenden ville have ønsket. Lindhard må nærme sig de 66 med hastige skridt, så det er kun passende, at de sociale medier får en svirper. "Instagram" er en fin ironisk kommentar til udstillingsvinduerne, der kun viser alt det perfekte og gemmer fiaskoerne langt væk.  



Samlet set skinner det stedvis igennem, at de 14 sange har været længe undervejs. Men det hænger egentlig forbavsende godt sammen. Det bliver en fin musikalsk status fra en arbejdsmand uden nøkker. Det er værd at håbe, at han får lyst og tid til at lave noget nyt, når nu tavlen er vasket ren og det ufærdige omsider er blevet færdigt.  

Og det behøver ikke tage 20 år. 

Knud Lindhard: "Can't Get Rid of Rock 'n' Roll" - dunkmusic 2017. Kan blandt andet købes i Vinylbiksen i Borgergade, Horsens - selvom der er tale om en cd. 

fredag den 2. juni 2017

Uge 22: Nils Poulsen & Combo 73 - "I en bedre verden"


Old school på den fede måde ...

Sådan noget musik laver de da ikke mere - jo heldigvis …

Nils Poulsen & Combo 73 dukkede pludselig op i mit Facebookfeed med videoen til singlen ”Høj Himmel”. Det er sjældent, jeg falder for ny musik i ét hug. Som regel kræver det flere tilløb. Men her vidste jeg bare instinktivt, at den plade skulle jeg have. Måske var det tekstens lidt skæve hyldest til sommeren, måske var det den skønne old school-instrumentering med Hammond B3 og bassen, der lige får lidt ekstra volumen, da den laver et fill.

Jeg anede ikke noget om Nils Poulsen, men lidt googleri ledte mig på sporet af et par plader, han havde lavet i 90’erne. Dengang skrev han på engelsk, og jeg fik hentet Billy Cross-producerede ”Return From Zombie Beach” fra 1992 hjem via Discogs. Et album, der mindede mig en del om de plader Steve Earle lavede på samme tid. Ikke plagiat – men i den samme tradition. På Gaffa kunne jeg læse mig frem til, at han havde lavet en kritikerrost opfølger i 1999, stadig på engelsk.

Hvad han har beskæftiget sig med i de mellemliggende år, aner jeg ikke, men det virker som et comeback, når han her i 2017 dukker op med en dansksproget plade. Så forventningerne til det nye album, ”I en bedre verden”, var høje.  

Pladen blev bestilt med virkelig old school-tillid som ekstra gevinst. Jeg skulle sende en sms til Nils med min adresse. Og så skulle jeg sende 100 kroner den anden vej pr. mobilepay, når pladen ankom. Den slags bliver man da helt glad af. Der er så rigeligt med mistro i verden og pengebegær. 100 kroner for ti splinternye sange på en cd? Det er jo et røverkøb.

Omfanget af røverkøbet blev først for alvor kendt, da cd’en ankom. Det viste sig, at Combo 73 dækker over fine musikere som Dan Hemmer på Hammond B3 og Assi Roar på bas. De andre er også fine, men dem kendte jeg ikke før.

Heldigvis lovede singlen ikke noget, som pladen ikke kan holde. Stilen holder hele vejen igennem. Det er god, solid sangskrivning med noget på hjerte, og det er et yderst velspillende band, der uden nøkker får skibet sikkert i havn.  En hurtig, effektiv Stratocaster-solo uden alt for mange dikkedarer er altid kærkommen. Det funker jo. Det swinger fedt, og det klæder Nils Poulsens ukomplicerede, fine tekster formidabelt. Dan Hemmers formidable Hammond svøber sangene ind i ren vellyd.  

Sådan noget musik laver de da ikke mere? Jo, heldigvis. Det er musik, der minder mig om både tidlig CV Jørgensen, Stig Møller, Steppeulvene – og ”Ingen steder fra” kunne være en fin ballade på en Love Shop-plade.    

Enhver plade bør jo have en vals, og "Det vandrende træ" runder pladen fint af på Dylansk manér og med Lone Selmer på smuk, supplerende vokal.

Du kan følge med på Nils Poulsen & Combo 73's Facebook-side.



Se også videoen på Facebook til "Ved Klinten" via dette link.





   

tirsdag den 28. marts 2017

Uge 12: Niels Skousen - Hvem er du som kommer imod mig

Jeg har mine drømme - også dem, der brast


Jeg kom engang for skade at kalde Niels Skousen for en dansk pendant til Leonard Cohen. Det var i 2012, jeg sad i uddannelseseksil på et værelse i Charlottenlund og var fuldstændig opslugt af de mange ord på Daddy Longleg og Lyt Til Din Coach. Jeg havde lige besøgt de susende birke i Ryvangen i såvel virkelighed som Skousens ord. Så jeg delte mine tanker på Facebook.

Sammenligningen fik en af mine bekendte, der er Leonard Cohen-fan, til at brokke sig, og den var måske også både utidig og meget lidt konstruktiv. For det går egentlig ikke an at sammenligne Leonard Cohen med nogen som helst. Eller Niels Skousen for den sags skyld.

Og så alligevel. Niels Skousen er i mine øjne den danske sangskriver, der kommer tættest på at give mig det, Leonard Cohen giver - og tilmed på det sprog, der er mit. Skousen er en åndsfælle, og hans betragtninger om livet i et snublende og usikkert årtusinde er altid umådelig vedkommende og stedvis bevægende. Skønt Skousen var ung i den forjættende og berygtede tid omkring 1968 og frem, hvor jeg end ikke var født, kommer der et punkt i alles liv, hvor man tvinges til at skelne mellem dengang og nu. Hvor man erfarer, at den man var, ikke længere er den, man er. Hvor man sammenligner de personlige forandringer med forandringerne i den verden, man lever i. Selvom forandringerne fra de håbefulde og åbne 60'ere til nutidens mistro, krisestemning og indesluttethed må synes gigantiske, kan jeg også se tilbage på mit liv og erkende, at der var engang, jeg sang en anden sang - som Niels Skousen synger i det historiske tilbageblik, "Blomsterne". Jeg kan nikke genkendende til ordene "Da vi vågnede, var gårdene væk - storken var fløjet og der var svin over det hele / og billetautomater, bilkøer, slut med al den snak om at dele / alle havde fået noget og så var det ligesom om historien var slut og klokken var slået / og socialisterne var til grin; der var bare noget, de ikke havde forstået / øst blev til vest og nu var fjenden væk / og pengetanken voksede og voksede til den sprang læk / nu hedder det så: Der var noget, vi ikke fik med / hvad det kan være er der ingen, der ved med sikkerhed / Sådan er det, det der var let er blevet svært / og mørket som var så fjernt engang føles nært / Sådan må det være, alt har sin tid / også skønheden fra dengang er forsvundet bid for bid."  

Det var været betagende at følge Niels Skousen, siden han i 2002 vendte tilbage som sanger og sangskriver efter mere end tyve års fravær. Tyve år, der for mig betød, at det var ham der fra "Landsbyen", som pludselig sang i radioen om en bagskid fra '68. Siden fandt jeg ud af, at han jo fremdeles er sangskriver og musiker. Han var bare kørt træt i musikbranchen. Hans selvbiografi, "Herfra hvor jeg står" fra 2011 er muligvis den bedste musikerbiografi, jeg kan mindes at have læst. Reflekterende, interessant, morsom, bevægende og indsigtsfuld - og tydeligvis uden skyggen af hensigt om at lave et skønmaleri af egne meritter. 

"Hvem er du som kommer imod mig" er det femte regulære album med nye sange siden comebacket i 2002. Selvom pladen kun rummer otte numre, er han umådelig generøs. Det er ikke refrænpop - her er iagttagelser, sprogblomster og tankefoder nok til ti albums for de fleste andre sangskrivere. Der er så meget gods i sangene, at de kunne risikere at give åndlig forstoppelse. Men det hele fordøjes så let som en popsang, fordi Skousen ikke indtager rollen som prædikant. Han er den lune betragter, der mestendels bare gengiver, hvad han ser. Som en landskabsmaler, der også lægger sine egne fortolkninger ind i penselstrøgene uden at gøre et større væsen af sig selv. Her er bare en stille undren - aldrig en facitliste på rigtigt og forkert. Tag bare denne passage, hvor nutidens ateistmode får et lille svirp: "Der er folk der har noget at tro på, de har deres religion / det er ikke det, vi tror på, vi tror det er en illusion / Vi tror på videnskabens faktakasser / vi tror at de andre er stakler og uvidende masser / det er ikke noget vi har helt present hvis vi sku forklare hele rammen / sådan den dybere mening og hvordan det hele hænger sammen / vi tror, der er en forskel på dig og mig  - og en kartoffel rösti / og at vi til sidst skal dø, men det er der ikke megen trøst i."

Niels Skousen har fået en uhyre væsentlig samarbejdspartner i Nikolaj Nørlund. Det er i det lydbillede, som de sammen skabte til "Dobbeltsyn" i 2002, at Skousens sange lever og ånder. Det er et lydbillede, der har reminiscenser af både Leonard Cohen (for nu at inddrage ham igen) og skandinavisk rock- og visetradition. Skousens bløde, mørke stemme er mikset helt frem i front på "Hvem er du som kommer imod mig" - Cohen-style. Det er en umådelig vellydende produktion med god variation - smagfuld uden at ende i en æstetisk forudsigelighed. Tag bare guitarsoloen på "Hvem er du", der er omtrent så skæv som poetens kvababbelser: "Alene med dig selv - stærk eller svag / alt hvad du har samlet sammen bli'r kørt bort en dag."

Min verden ville være en del fattigere uden Niels Skousens poesi. Som gammel socialdemokrat er det svært at manøvrere i nutidens krisestemning og terrortrusler. Jeg husker de glade 90'ere, da jeg som ung, politisk aktiv turde håbe, ligesom Skousen mindes slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne, hvor en del var mindre kompliceret end i dag. Hvad stiller vi op med flygtninge- og migrantstrømmene, og hvordan agerer jeg i en virkelighed, hvor humanisme sidestilles med landsforræderi, når endnu en galning kører en lastbil ind i en folkemængde eller sprænger sig selv i luften? I en sådan virkelighed "kan en dag føles så lang, at jeg mister modet" og "et øjeblik så kort, at jeg næsten taber hovedet", som Niels Skousen udtrykker det i "Fjende eller ven". For problematikken har allerede sprængt vores nationale selvforståelse i stumper og stykker. Det samme er efterhånden sket med den åndelige sammenhængskraft i befolkningen. Førhen kunne vi også være uenige - men der var alligevel været bred enighed om målet i horisonten. Jovist, der har altid været yderfløje, men i det store hele var "almindelige" mennesker nogenlunde enige om, hvor vi skulle hen. Der var bare lidt gemytlig uenighed om, hvordan vi bedst kom derhen. Den sammenhængskraft er truet af den nye virkelighed. Meningsudvekslinger på de sociale medier eller over middagsborde har splittet venskaber og familier. For der er jo de færreste, der bryder sig om at få deres menneskesyn eller empatiske evner beklikket. Ligesom de færreste bryder sig om at blive kaldt naiv eller landsforræder.  
Skousen slår atter hovedet på sømmet i sidste vers, hvor han synger "Jeg er oppe imod mig selv - plus alt det andet, jeg har slæbt med / ting som jeg havde forladt forlængst finder endelig sted / Jeg indrømmer det - jeg har brug for alle jer, der står mig nær / selvom det ser ud som om jeg løber og flygter fra jer hver især / Et øjeblik kan smelte os sammen, vi ser det vi længtes efter at se / de go'e gamle gyldne skyer - jeg havde næsten glemt at de var til / jeg ønsker mig ikke en drøm - en monsterplan for det hele / bare en simpel sang som vi kan dele."  

Niels Skousen er et livsbekræftende bekendtskab. Selvom 73 ikke nødvendigvis er nogen alder, er det alligevel imponerende at have så meget på hjerte - så meget at give. Han deler rundhåndet ud af sine drømme - også dem der brast.
   
Niels Skousen: Hvem er du som kommer imod mig

Auditorium 2016 (LP eller CD)