Et bløddyrs bekendelser

Jeg har aldrig forstået de mennesker, der kan "shoppe" rundt i det politiske landskab og skifte parti, som andre skifter gardiner. Er de identitetsløse eller mener de bare meget lidt? "For alle, der kan tænke på andre end sig selv" stod der på socialdemokraternes t-shirts og kampagner engang mod slutningen af forrige årtusinde. Nyrup havde netop fået "four more years" trods hårde odds, og de foregående års succes med vækst, fuld beskæftigelse og en stærk økonomi havde pustet til selvfedmen i regeringspartiet. Gud, hvor vi klappede. Jeg var delegeret til flere socialdemokratiske kongresser dengang, og hænderne var tæt på hudløse, når jeg drog hjem fra kongrescentret i Aalborg. Ingen minister, tidligere minister eller udenlandsk gæst var så betydningsløs, at vi ikke lige kunne tage en stående ovation. En lang en. Jeg tror sågar, at Ritt fik en. Det skyldtes dog nok, at hun på det tidspunkt arbejdede i sikker afstand i Bruxelles. Ovationerne så jo og

Jeg er romantiker. Givetvis håbløs. Og nej, det har intet med ternede duge, spaghetti med kødboller eller den udkårnes smukke øjne i stearinlysets skær. I denne afart af romantikken er jeg vist ikke så velbevandret, som min kone gerne vil have. Næh, romantik er for mig noget helt andet. Min svenske helt Ulf Lundell har beskrevet det ret koncist i sangen "Ut ur mörkret" : " Är inte alla romantiker? / kan en människa va nånting annat / om hon vill leva det här livet rätt och riktigt?" Hvis man vil leve livet ret og rigtigt, må man nødvendigvis være romantiker, mener Lundell. Jeg vil give ham ret. For med de beske nyhedsstrømme, der hældes i svælget på os fra vi vågner og til vi falder i søvn, må man nødvendigvis være romantisk anlagt, hvis livssynet skal forblive optimistisk og positivt. Der er jo ikke noget at smile af for tiden. Landet er ved at gå rabundus og islamisterne står i kø for at brænde vores flag, skyde vores kvinder og voldtage vores kæledyr. El

Mange kloge mennesker har begået tommetykke værker om musikken, hvad den gør ved os - og ikke mindst hvorfor den gør det ved os. Hvorfor opfatter vi mol som trist og dur som glad? Hvordan definerer man musik? Jeg har for en del år siden prøvet at læse Peter Bastians fine og roste bog, "Ind i Musikken", og værket levede da også op til sin titel: Jeg fik lyst til at sætte en plade på og forsvinde ind i musikken - og ud af bogen - hver gang, jeg havde kæmpet mig igennem et par sider. Jeg vil ikke undervurdere Peter Bastian. Han ved bestemt, hvad han skriver om. Men jeg har det svært med at forholde mig teoretisk til noget, der er så følelsesmættet som musik. Det går i hvert fald ikke ret længe ad gangen. Jeg vil på ingen måde forsøge at gøre mig klogere end mennesker, der har studeret musikvidenskab eller på anden måde arbejdet teoretisk med musik. Tværtom. Hvis vi er på livets store hundefoderfabrik, er jeg gadekrydset, der står ude på parkeringspladsen og snuser ind.

Christoffer Boe har begået en underholdende men ujævn film om rejsekongen Spies, skattefrihedskæmperen Glistrup og deres usædvanlige parløb. Jeg var lidt forbeholden, da en venlig sjæl tilbød mig en fribillet til aftenens forpremiere på filmen Spies & Glistrup. Jeg havde set det første preview og fandt ved første øjekast, at der var lidt for meget parodi i Nicolas Bros Glistrup og Pilou Asbæks Spies. Det er en enorm udfordring at gengive to personer, som vi alle mener at kende godt, både hvad statur, fremtræden og stemmer angår. Glistrups kluntede vralten og drevne bornholmske og Spies' nonchalante gang og nasale, overklasse-Helsingør-dialekt. Det bliver let parodisk. Men de to klarer udfordringen imponerende godt. Undervejs kan man sagtens leve i illusionen om, at det er Spies og Glistrup oppe på lærredet. Til forpremieren introducerede Christoffer Boe og Pilou Asbæk filmen, og Pilou forklarede, at han havde opsøgt Anders Matthesen, der jo tidligere - med betydelig su

På reolen står en Buddha. Eller rettere: Sidder. Skåret i en ukendt træsort, der efter overleveringen bliver blank, når man trakterer den med næsefedt. Gnid tommelen på næseryggen  og derefter over Buddha, så bliver han flot og blank med en rødbrun glød. Ulækkert? Nej da. Det er jo ikke bumsesaft, der er tale om; Buddha er for modne mænd, der er ovre det pjat. Min fars næsefedt sidder sikkert et sted derinde i træet. Det var hans. Buddha sad på reolen over fjernsynet og overlevede både Otto Leisner, Mylius og andet quiz og knas. Selv 80'erne kom den trinde humørbombe igennem. Det var vist i 80'erne, han blev tandløs. Måske var det årtiets overfladiske fokus på penge og succes, eller også var det blot mine nysgerrige fingre, der fik pillet tandsættet ud af Buddha. Måske var det elfenben. Sikkert plastic. Buddha vågede over stuen i mit barndomshjem. Med sin runde mave, fede kinder og veltilpasse smil. Hvor kom han fra? Det vidste jeg egentlig ikke. Min far havde ganske vis

Nu kaster jeg mig ud i bloguniverset. Jeg har gjort nogle halvhjertede forsøg før, og efterladenskaber sejler stadig rundt et sted derude i cyberspace som flager af maling fra en nedlagt rumstation. Nu tror jeg, at hjertet er med. Jeg er journalist, og jeg vil leve af at skrive. Så jeg må træne, hvis jeg skal være god og blive bedre. Sådan er ræsonnementet, og sådan har det egentlig været længe. Men spørgsmålene, der savnede svar, har altid været: "Hvad skal jeg skrive om?" og "Hvorfor skulle nogen gide læse, hvad jeg har på hjerte?". Angående det første spørgsmål er jeg begyndt at ane konturerne af et svar. Det andet spørgsmål vil jeg ikke længere forholde mig til. Læs - eller lad være. Jeg vil skrive om mit liv og min opfattelse af verden. Der vil nok være en del musik, noget om mad, film, bøger, mindernes avenue, en anelse politik - og givetvis momentvise stænk melankoli. Navlefnulleret får du forhåbentlig ikke at se, og jeg vil holde Narcissus - den gæve g